|
50 øre eller ½ krone.
Den 3. juli 1989 fik Danmark en 50 øres mønt.
Af Peter Flensborg.
Sidst, vi havde en sådan, var fra 1924-1943 (årgang 1924, 25, 26, 39
og 40) og da hed den en ½ krone. Og så var det, at jeg kom til at tænke på Gustav
Wieds stykke: Skærmydsler, der første gang blev opført på Det kgl. Teater den
10. maj 1901. Heri siger Hertha: "Og kusken skal vel ha` en halvtredsøre -".
Hvorfor omtales en 50 øres mønt, som jo først blev indført 1924, og da kom til at
hedde ½ krone. Kunne det tænkes, at der cirkulerede norske og svenske 50 ører i så
stort omfang, at ordet føltes naturligt her?
For at skabe klarhed om disse spørgsmål må vi gå tilbage til Den
Skandinaviske Møntkonvention, som blev underskrevet den 18. dec. 1872. Denne betød, at
Danmark, Sverige og Norge overgik til guldmøntfod, og at der skulle udmøntes 20 og 10
kroner i guld, 2 og 1 kr. 50, 40, 25 og 10 øre i sølv samt 5,2 og 1 øre i bronze. Det,
der først slår én, er, at der var planlagt en 40 øres mønt på 20 mm i diameter.
Denne var dog kun medtaget af hensyn til Norge, idet den svarede til 12 skilling norsk.
Forholdet var i øvrigt følgende ved Danmarks overgang fra
rigsdalermønt til krone- og øremønt:
1 Rigsdaler = 2 Kr.
48 Skilling = 1 Kr.
24 Skilling = 50 øre
12 Skilling = 25 øre
og at mindre beløb end 12 skilling betales med dobbelt så mange øre
som skulle være erlagt i skillinge.
På dette tidspunkt var 1 speciedaler = 2 rigsdaler, og dette var
årsagen til, at man også overvejede at udmønte en 4 kroners mønt. 2 kronen var altså
lig en rigsdaler, så dette er årsagen til, at et 2 kronestykke kom til at hedde "en
daler".
Konventionen var sådan set kun et stykke papir, der opfordre-de de tre
lande til at gennemføre en koordineret møntpolitik, og den 23. maj 1873 kom den nye
danske møntlov. Den blev i de følgende år fulgt af bekendtgørelser og instruktioner,
der nærmere præciserede størrelse, finhed etc. Både i Norge og Sverige blev udmøntet
50 ører stykker, men i Danmark mente man ikke, man behøvede denne værdi.
Men trods dette cirkulerede 50 øre stykker i Danmark, idet norske og
svenske rejsende jo kunne betale i deres eget lands mønt, fordi kursen var lige. Dog
udveksledes skillemønt fra tid til anden, f.eks. sendtes i årene 1910-13 for 3.107.294
kroner i svensk skillemønt fra Danmark til Sverige, medens Danmark i samme tidsrum modtog
dansk skillemønt fra Sverige til en værdi af 2.228.000 kr., og i øvrigt tiltog mængden
af skillemønt, også svensk og norsk, i årene op til 1924.
På dette tidspunkt var kronekurserne i Norden kommet ud af kurs, og
man besluttede at udsende cirkulære til samtlige kongelige kasser og amtmænd om
indsendelse og omveksling af svenske og norske skillemønter, og dermed var det
fælles-skandinaviske skillemøntsystem ophørt.
Da Danmark samtidig stod i den situation, at 1 kr. sedler havde afløst
1 og 2 kronerne, af hvilke der sidst i 1916 var præget nogle, ja så var man nået
dertil, at Danmark nu igen måtte til at udmønte disse værdier.
Det er rigtigt, at der i rigsdagsbehandlingen udelukkende tales om
halvtredsører, men bekendtgørelse nr. 177 af 21 juni 1924 omtaler dem som ½ kroner.
Dette skete efter råd fra møntdirektøren, som mente, at da 50 øren skulle udmøntes i
aluminiumbronze ligesom 1 og 2 kronen og have samme design, var det mest naturligt, at 50
øren kom til at hedde ½ krone.
Hvis vi tænker på tidligere tiders mønter som f.eks. hvid, skilling
etc., kan vi alle sammen finde eksempler på deres anvendelse i dag, selv om disse mønter
ikke anvendes, og det er i hvert fald helt korrekt, at Gustav Wied lader Hertha sige:
"Og kusken skal vel ha` en halvtredsøre ".
Copyright @ 1984-2003 by Peter Flensborg.
Første gang bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 28. jan 1984 |