Af Peter Flensborg

I Biblen er omtalt et utal af forskellige mønter. De berømteste er "Skattens mønt", "Enkens skærv" og " Judas-pengene, men hvad skriver biblen om disse?

I ældre tid bruges Biblia in nummis (lat.) som betegnelse for et samlerområde med relation til biblen, dvs. de forskellige mønter, der omtales i det gamle- og nye Testamente. Ikke alene omtales mønter, men også diverse mål og vægte, som er af stor interesse fort den numismatiske forskning. Der er i det gamle- og det nye Testamente utallige beretninger, hvori mønter spiller en rolle, men at opregne alle steder, hvor der omtales mønter, og så forsøge at identificere dem, vil nok føre for vidt i en kort omtale som denne, så jeg vil omtale tre måske mest kendte, nemlig: Skattens mønt, Enkens skærv og Judas-pengene.

Skattens mønt: Mester! Vi ved, at du er sanddru og ikke ænser andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse, men lære sandfærdigt om Guds vej. Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Skal vi give eller ikke give? Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: Hvorfor stiller i fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se den. De rakte ham en, og Jesus siger til dem: Hvis er det billede og den indskrift? De svarede ham: Kejserens. Da sagde Jesus til dem: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. (Mar. 12: 14-17.)

Den denar, der her omtales, var kejser Tiberius denar. Numismatikere og historikere har fastslået, at det højst sandsynlig har drejet sig om den denar med kejser Tiberius moder Liva på bagsiden og omskriften: Pontif. Maxim. Prisen for denne mønt i dag variere fra 1500-2500 kr. alt efter kvalitet.

Enkens skærv:Derpå satte han sig over for tempelblokken og så på, hvordan folk lagde penge i blokken. Der varmange rige, som lagde meget deri. Også en fattig enke kom og lagde to småmønter i, tilsammen så meget som en øre. Da kaldte han sine disciple til sig og sagde: Sandelig siger jeg eder; denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken, Thi de gav af deres overflod, men hun gav af sin fattigdom alt det hun havde, hele sit eje. (Mar. 12: 41-44).

I den oprindelige tekst omtales en mite eller lepton – der var en lille broncemønt. Det var datidens mindste skillemønt, og i modsætning til sølvmønterne, som kom fra Rom, så blev disse mønter præget i landet. Det var derfor sandsynligt at antage, at det var en lille bronzemønt fra Herodes, én af hans sønner eller én præget af den romerske guvernør i Judæa.

Judas-pengene: Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne og sagde: Hvad vil i give mig for at forråde ham til jer? De udbetalte ham så 30 sølvpenge. (Matt. 26:14-15).

De sølvpenge, der her er tale om, var shekler eller, om man vil tetradrakmer. Eftersom sølvshekler, udmøntet i den fønikiske by Tyre, var de eneste accepterede mønter i templet i Jerusalem, opnåede de en halvofficiel status i landet. Sheklen fra Tyre havde på forsiden et hoved af Herakles Melkart, medens bagsiden viser en ørn. Det her viste eksemplar af en shekel fra Tyre er fra 117/116 f. Kr., men det har nok været mønter af en senere årgang, men af samme type, som Judas modtog for at forråde Jesus.

Copyright © 1984-2003 by Peter Flensborg