Brakteater og brakteatprægning

Brakteater og brakteatprægning.

Brakteater er hulpenninge, som i Danmark sloges fra 1150´erne under Svend, Knud og Valdemar. Der berettes om de forskellige metoder der har været anvendt ved brakteatprægning.

Af Peter Flensborg.

Ordet brakteat kommer af det latinske Bractea (Brattea), der betyder tyndt metalblik, og benævnelsen er først opstået 1694. Der forekommer dog en middelalderlig bekendtgørelse fra Tyskland i 1368, hvori nævnes "einen holen pfennig bracteati". En brakteat er en tynd sølvblanket, som kun har præg på den ene side, og på grund af et underlag ved prægning som kunne give efter, er forsidens motiv positivt ophævet, medens bagsiden er negativt fordybet.

De ældste nordiske brakteater er norske fra tidligt i 1100 tallet. I fundet fra Græse, hvis nedlægningstidspunkt sættes til 1131-34, findes norske brakteater. I Danmark sloges brakteater fra 1150-erne til 1160-erne under kongerne Svend, Knud og Valdemar. En del af disse bærer kongenavn, andre bynavne som Ålborg, Århus, Hjørring, Horsens, Randers og Viborg. En række brakteater under Valdemar I (Hbg. 25-28) er givet præget 1157 i anledning af kongens bryllup med Sophie. De næste brakteater præges i Erik af Pommerns tid i første halvdel af 1400 tallet. Disse benævnes dog mest hulpenninge eller blafferter. Den sidste danske mønt, der er slået som brakteat, er Chr.4´s skilling 1629.

De første svenske brakteater er sikkert præget fra ca. 1170 i Svealand, Götaland og på Gotland. Disse første var motivbrakteater og senere dvs. ca. 1250 til ca. 1520 finder vi bl.a. de såkaldte bogstavbrakteater. Sverige har således haft brakteat-prægning over en temmelig lang årrække.

I Tyskland begynder brakteatprægningen 1140-1150 og når i Staufertiden et kunstnerisk meget højt niveau, ikke mindst fordi en del af disse brakteater var af en størrelse, som tillod en noget friere udførelse, end den man var bundet til ved de små braktea-ter.

Som hovedmønt går brakteaterne dog hurtigt af mode som følge af handelens krav om større mønter, idet det blev for besværligt at tælle eller veje de mange brakteater hver gang man havde gjort en handel, men som mindste skillemønt overlevede typen i århundrede – også i Danmark.

Brakteatprægning.

Det er ganske lidt vi har af samtidige skriftlige kilder, der kan belyse brakteat prægningsteknikken, men den har nok ikke været så forskellig fra den, som guldsmedene har anvendt. Ud fra fundne stempler, og ved at betragte brakteaterne nøje, kan det konstateres, at man har anvendt et par forskellige metoder.

1: Overstempel, som anbragtes med den graverede endeflade ned mod guld-eller sølvblikket og under dette et underlag, som kunne give efter og presse alle detaljer ind i stemplet, når man slog på det.

2: Understempel forsynet med en tap, der gik ned i et under-lag, så den graverede ende vendte opad. Herpå lagde man blanketmaterialet og ovenpå igen det materiale, der skulle give efter, når man slog på det, og dermed trykke sølv-eller guldblikket ind i stemplet. Som blødt materiale er i begge tilfælde anvendt bly, læder eller endetræ.

3: Man har også i forbindelse med understempelteknikken anvendt en såkaldt prægebøsning. Det er en jerncylinder med bly i bunden. I cylinderen anbragtes de sølvskiver, der skulle præges, hvorefter den sattes ned over understemplet. På denne måde kunne man præge flere brakteater ad gangen med eet enkelt hammerslag, ligesom sølvskiverne var centrerede, så de ikke blev skævt præget. Nyere forsøg med denne prægningsmetode har vist, at det kun er de ca. 3 nederste brakteater, der får den ønskede skarphed. Jo længere op i rækken, man kommer, jo mere uskarpt bliver præget. Blandt de i dag eksisterende brakteater findes der mange med uldent eller uskarpt præg, hvilket kan skyldes, at man har præget mange brakteater ad gangen i den såkaldte prægebøsning, således at kun de nederste blev helt skarpe, medens dem længst væk fra stemplet blev mere udflydende i præget.

Første gang bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 1/9 1984.