Af Peter Flensborg

Engang i 1970´erne kunne man i dagspressen læse, at en und amerikansk samler var blevet anholdt i Kastrup Lufthavn og ikke nåede sit fly til USA, fordi man havde fundet en pakke i hans håndbagage indeholdende en firkantet presset kage, der lignede hash, og som var forsynet med nogle fremmedartede tegn.

Den unge mand fastholdt stædigt, at det var en te-mønt, og at det var en form for primitivt betalingsmiddel, der havde været anvendt som betaling i Kina og Central Asien. Han var møntsamler sagde han, og det var et nyerhvervet stykke til samlingen.

Men i Kastrup troede toldere og politi ikke på den historie, og der gik en rum tid, før det gik op for myndighederne, at han talte sandt, men da var flyet lettet.

Kinesiske te-mønter.

Bortset fra en snæver inderkreds af specialsamlere af primitive betalingsmidler, var det vel første gang, at danske møntsamlere stiftede bekendtskab med en te-mønt. Te-møntens historie står hen i det uvisse, men at man i ældre tid i Kina betalte kejseren skat i presset te – presset eller ej – er der ikke tvivl om.

Spørgsmålet er så bare, hvor langt tilbage i tiden man har sikre oplysninger om egentlige pressede te-mønter eller te-briketter, og om disse også tjente som omsætningsmiddel. Ifølge Grimbergs verdenshistorie brugte kineserne den først som medicin, men fra omkring år 800 blev den en yndet drik, som man begyndte at dyrke i Sydkina. Det var almindeligt at dampe tebladene, støde dem og presse dem til kompakte kager, som blev kogt med krydderier, appelsin – eller citronskal, salt, løg etc.

I et ældre Salmonsens kons. lexikon siges, at efter man havde behandlet teen og sorteret den, blev der en hel del te-støv tilbage. Dette udførtes til Europa, hvor det blev benyttet til fremstilling af koffein, medens det i Kina blev benyttet til fremstilling af den såkaldte murstens-te.

I Hertel Wulfs´ bog: Penge (Kbh. 1912) kan læses følgende: " I det indre Asien har thepenge været ret almindelige. De blev fremstillet på den måde, at man sammenpressede thestøv eller theblade til kager, der havde form som små briketter. Den her afbildede (dvs. afbildningen fra bogen i 1912) er omtrent 8 kr. værd og bærer såvel russisk som kinesisk præg. I øvrigt er værdien skiftende efter den art the, de er lavet af, og de egne, hvor de cirkulerer, idet det går her som overalt, at pengene har en større værdi, når de trænger ind i egne, hvor de er mere sjældne".

De ældre kilder.

Første skrevne kilde, som jeg kender til, er fra 1852, og fra 1860 findes en levende beskrivelse af te-briketter, som anvendes til drik og i mad. I 1864 rejste Clement Williams gennem Burma til Vest Kina. Han siger, at som betalingsmiddel på markedet i Bamo havde man flade cirkulære kager af kina-te og håndstore kugler af Shan-te.

En mand ved navn Rockhill, som udforskede det østlige Tibet i 1889, har i 1891 udførligt beskrevet handelen med te-briketter. "Der kommer og går hver dag 400 bærere med tebriketter. Der indføres fra Kina 10-13 millioner sådanne briketter årligt." Også han citerer en ældre kilde, som angiver 5 standarder for disse temønter. Den bedste tebrik indeholder intet træ, men kun de bedste gærede blade. Den er mørkebrun, vejer omkring 5½ pund og har værdien 1,4 rupies. Men det er den 3. standard, som sædvanligvis bruges som betalingsmiddel. Denne er lavet af blade og få topskud af små grene, som er godt gærede, og som har en mørkegul farve. Hver briket vejer 2½ pund.

Man handlede for te-briketter eller en pakke (4 stk.). Eksempelvis kostede et sværd 3 briketter, medens en hest betaltes med 20 pakker (80 stk.). Den 5. standard brugtes også som betalingsmiddel. Den er lavet næsten udelukkende af afklip af kviste og grene blandet med få blade, undertiden helt uden blade. Af denne grund kaldtes de for Shing Ja (Træ-te) af tibetanerne.

Barber og Gill har i deres bog fra 1880 "River of Golden Sand givet følgende beskrivelse af te-briket-fremstillingen i Ta chin lu. "Arbejderne hentede hele grene og krat af selvsåede tebuske og vildskud. Grene, kviste, blade eller teaffald blev tørret i solen. Derefter blev det banket i stykker på en varm plade, sigtet, dampet over kogende vand og puttet i forme og presset" For at give en bedre farve tilsatte man en smule sod til de dårligere kvaliteter. Dette var også fremstillingsmetoden på den russiske fabrik ved Hankow, der forsynede det mongolske marked, og på den kinesiske fabrik ved Ya-chou, der leverede til det tibetanske marked.

Te-mønter i nyere tid.

Utallige er beretningerne om anvendelse af disse tebriketter selv i nyere tid. Peter Flemming har i sin bog: "News from Tartary" (1936) beskrevet, hvorledes han i 1935 på en rejse, hvor han forlod kinesisk territorium, havde følgende problem. Mønter er tunge og farlige at besidde i et lovløst land, så derfor medbragte vi en 12 ounce guldbarre, som let kunne skjules, og som man kan betale af, på de steder, hvor man havde en guldvægt og en fil. Men derudover medbragte vi te-briketter og kulørt klæde, som overalt kunne bruges som løn eller til at købe kameler og proviant for, og som altid var betalingsmiddel i fjerne egne, hvor man ikke kendte til dollars.

Det fortælles også, at kineserne, da de invaderede Tibet efter 2. Verdenskrig, medbragte te-mønter, for hvilke de købte heste undervejs. Te-mønter har således været anvendt i lang tid i Vestkina, Tibet, Rusland og Mongoliet. Desværre har denne mønttype en tendens til at smuldre, så selvom der er fremstillet uhyre mængder, er ældre eksemplarer ret sjældne i dag. De findes i et utal af former og størrelser, og med mange forskellige motiver og med tekster på både kinesisk, russisk eller arabisk. De fleste af te-mønterne var ofte på bagsiden inddelt i felter, således at man havde "byttepenge" (småmønt), og man kunne jo altid koge te på dem.

Moderne te-mønter.

Copyright © 1988-2003 by Peter Flensborg