Danmarks seddelhistorie 1713-1813.

Af Peter Flensborg.

Under den store Nordiske Krig begyndte Fr. IV at udsende autoriserede sedler. Forordningen af 8. april 1713 omtalte, at årsagen til seddeludstedelsen skulle være "Den pengemangel som her og der i hans rige Danmark findes, og at et og andet købmandskab ei derover skulle efterlades". Dette var dog ikke den egentlige årsag, snarere skal den findes i krigsforholdene, dvs. udgifter til rustninger, som man ikke ad anden vej kunne skaffe midler til.

Det ligger uklart, hvis ideen var, men noget kunne tyde på, at baron d’Odyck, der havde været i Frankrig, før han i 1711 kom til Danmark, har været en varm fortaler for det franske system med "billets de monnaie", som blev indført i 1701 grundet manglen på skillemønt.

Forordningen påbød, at der skulle udgives 100 Rd, 50 Rd, 10, 5 og 1 Rd., og at disse skulle underskrives af fire personer samt to renteskrivere. Sedlerne blev tryke på bikubepapir, og i teksten var gjort plads, således at værdien kunne indskrives. Dette medførte straks forfalskede sedler, da den skrevne værdi blev raderet ud og en ny indføjet. Det blev derfor ved forordning af 24. juni 1713 bestemt, at "Pengesummerne med fulde bogstaver udi Sedlerne blive indtrykte og desuden Summerne med Ziffre udi Bredden med Blæk skrevne".

Hen i maj måned begyndte Finansdeputationen at presse på for at få kongens velsignelse til at udbetale matroserne og soldaternes halve løn i sedler, men kongen holdt igen og synes at have været klar over den inflationsfare, der lå i umådeholdent at trykke løs. Indtil d. 24 juni 1713 var der kun udsendt 6.144 stk 5 Rd. sedler og 27.360 stk. med værdien 1 Rd. samt et mindre antal af de større værdier. 27.360 stk 1 Rd. sedler fordelt på hele befolkningen betød, at menigmand knapt havde set en sådan seddel, men kongen må have ombestemt sig, for hen på efteråret 1713 genoptog man et tidligere skrinlagt forslag om at udstede små sedler, og allerede i oktober havde man fået fremstillet i alt 400.000 Rd. sedler. Dette viser med al tydelighed, hvor man var på vej hen, og ved forordningen af 16. oktober 1713 bestemtes det, at der skulle udgives store mængder af endnu mindre sedler, og ligeledes bestemtes det, at det skulle være 1 Rd., 3 Mark, 2 Mark og 1 Mark sedler.

Indtil nu havde de høje herrer i etaterne selv underskrevet sedlerne, men med den stigende mængde var det blevet helt uoverkommeligt, og for at aflaste disse og måske også for at gøre sedlerne mere populære, skulle sedlerne underskrives af stadens rådmænd og delegerede borgere. Disse kunne dog ikke i det lange løb overkomme nummereringen og underskrivelsen af de større og større kvanta 2 og 1 mark sedler, og kongen indkaldte derfor fem af byens fornemme borgere til at hjælpe med udfærdigelsen af 2 mark sedler og ti personer til at udskrive 1 Mark sedler.

2: De nye typer marksedler var også lette at forfalske på grund af deres primitivitet, og i forordningens præmisser udtales: "at Kongen med største Mishag Tid efter anden har fornummet, at onde Mennesker af en meget formastelig og høi strafbar Modtvillighed haver fordristet sig til, de authoriserede Pengesedler at forfalske og efterskrive".

Det blev derfor ved forordningen af 23. marts 1716 besluttet, at en ny type sedler skulle udfærdiges. Denne serie Tp. 3 fik værdier som den foregående, men kongens trykte monogram til venstre blev erstattet af et tørstempel med det kongelige våben og sedlerne skulle nu kun underskrives af tre personer. I løbet af de første tre måneder i 1717 blev der givet tilladelse til at runde summen af sedler op til en million, og det kunne nemt være blevet værre, hvis ikke kongen havde holdt igen. Trods denne tilbageholdenhed sank sedlernes værdi hurtigt i forhold til rigsdaler i sølv, og kursen sank i takt med yderligere udgivelser, ja på et tidspunkt var de kun det halve værd, men i begyndelsen af 1720 begyndte kursen at stige og kom op på et forhold mellem mønt og sedler som 100 til 142. Det løfte man havde givet om at indløse sedlerne så snart krigen var forbi holdt man fuldt ud, ja man begyndte faktisk allerede den 10. april 1718 at indløse sedler, idet der på denne dato blev oprettet et lotteri med 41.223 lodder af 4 Rd. pr. stk, som skulle betales med sedler. Der var 212 gevinster som tilsammen bestod af 2538 tdr 1 skp., 2frr. 1½ album hartkorn på Sjælland.

Den 22. januar 1721 blev lotteriet trukket, og generalbygmester Ernst vandt den store gevinst. Det var dog kun en forholdsvis lille del af sedlerne man fik inddraget ved dette lotteri, så ved plakat af 12. oktober 1728 indkaldtes de resterende sedler til indløsning inden 1728 års udgang.

Liste over sedlerne fordelt på de forskellige typer:
Type 1a (8/4-1713)
Værdi skrevet i teksten – seks underskrifter.

Nr. 1 100 Rd.
Nr. 2   50 Rd.
Nr. 3   25 Rd.
Nr. 4   10 Rd.
Nr. 5     5 Rd.
Nr. 6     1 Rd.

Type 1b (8/4-1713 og 24/6-1713)
Som type 1a men med værdien trykt i teksten – fem underskrifter.

Nr. 7 100 Rd.
Nr. 8   50 Rd.
Nr. 9   25 Rd.
Nr.10  10 Rd.
Nr.11    5 Rd.
Nr.12    1 Rd.

Type 2 (8/4-1713 og 16/10-1713)
Type som 1b men kun fire underskrifter.

Nr. 13  1 Rd.
Nr. 14  3 Mark
Nr. 15  2 Mark
Nr. 16  1 Mark

Type 3 (8/4-1713 og 23/3-1716)
Prægestempel foroven og tre underskrifter.

Nr. 17  1 Rd.
Nr. 18  3 Mark
Nr. 19  2 Mark
Nr. 20  1 Mark

3: Chr. VI og Den københavnske Assignations-, Veksel og Laane-Bank.

Efter inddragelsen af Fr. IV’s sedler i 1728 gik der et par år uden udstedelse, og først under Chr. VI i 1736, da Kurantbanken blev stiftet, begyndte man at tænke på nye sedler.

Denne bank, hvis rigtige navn var "Den københavnske Assignations- Veksen og Laane-Bank", havde de to første år til huse på Charlottenborg, hvorefter den flyttedes til Børsen. Ved forordningen af 8. Marts 1737 blev det bestemt, at der skulle udstedes sedler lydende på 100, 50, 40, 30, 20 og 10 Rigsdaler. Beløbene der, som på de tidligste sedler under Den Storer Nordiske Krig blev håndskrevet, gav selvsagt anledning til en del forfalskninger. Kendskabet til hvorledes sedler virkede i omsætningen var ringe, dog havde man en fornemmelse af, at folk jo kunne komme og forlange sedlerne omvekslet i klingende mønt på sådanne tidspunkter, hvor man ikke af andre debitorer ville kræve betaling i samme mønt, så et fond, der skulle imødegå dette blev dannet, men virkningen var alligevel opbygningen af en øget kredit og omsætning eller om man vil inflation. I marts 1737 var de første 42.000 Rigsdaler (Rdlr.) klar, og man bevilgede straks udlån til et beløb af 13.200 Rdlr. Disse første sedler var fremstillet hos fabrikant Dreves på Papirmøllen og pladerne var stukket af kobberstikker Herman Thiel.

Lånevirksomheden og seddelmassen steg stødt, og midt i april 1741 mente commissarierne at kunne acceptere et udlån på op til 950.000 Rdlr., men inden måneden var omme, havde man oversteget millionen.

Bankens bedømmelse af sedlerne som rigtig mønt sammenholdt med en antagelig sikkerhed, har man vel på nogen måde ladet sig forblænde af og ikke kunnet konkludere, at for mange værdimålere, selv nok så gode, ville svække disses købeevne over for varerne. Selv dårlige værdimålere kan holde kursen når blot sikkerheden er der, men bankens ledelse havde altså ikke den rette forståelse heraf, og seddelmassen blev i første omgang ikke indskrænket. For at få en større kassebeholdning af mønt overtog banken udmøntningen af 260.000 Rdlr. i rigsorter (24 skillinge). På de første 100.000 havde man en fortjeneste på 697 Rdlr. , hvorimod de resterende gav tab. I 1745 var udlånet steget til 1,35 mil. Rdlr. Seddelmassen alene udgjorde 874.000 Rdlr., og banken, der blev banke for indløsligheden udstedte i desperation over en svigtende møntbeholdning en plakat af 16. okt. 1745 med påbud om ikke at udføre penge i 6 uger, samt at man indtil videre gjorde sedlerne uindløselige, og disse barske foranstaltninger blev først hævet i marts 1747.

4: Forsøg på stabilisering, men efter få år gik det galt igen.

Nye seddeltyper blev fremstillet (de gamle var for lette at forfalske) i 1748 og blev benyttet til at udskifte de ældre med. En god ting var det også, at seddelmassen sank, og af de nye sedler var der kun tre forskellige – 100 Rdlr., 50 Rdlr. og 10 Rdlr. De gamle sedler, der havde cirkuleret siden 1737, blev alle beordret indkaldt og højtideligt brændt på Westindisk Plads under overværelsen af flere commissarier. Ifølge protokollerne skulle der være for 1.788.180 Rdlr., men ved opbrændingen var der sedler til en værdi af 1.798.130 Rdlr. tilstede, og deraf ses, at der blandt disse må have været for 9950 Rdlr. i falske sedler.

Banken gik fint indtil 1756, da situationen på ny blev faretruende, idet man på dette tidspunkt havde et seddelomløb på 1.941.000 Rdlr. mod kun 36.775 Rdlr. i mønt. Man havde kunnet bedre situationen ved at hæve renten, men dette blev anset for at være i strid med bankens formål med at fremskaffe billig kapital til mellem 4 og 5 %.

Men så pludselig uden nogen forklaring (det var man mestre i under Fr.V) kom forordningen af 6. okt. 1757, som kort og godt gik ud på, at man fra indløselige sedler, der ikke var påtvunget betalingsmiddel, gik over til uindløselige papirpenge, som ingen måtte værge sig ved at modtage.

Der forløb derefter et par år med en nogenlunde fredelig udvikling, men krigsfaren fra Tyskland og Rusland tvang dog staten til store rustninger, og banken optog lån i udenlandske banker. den drivende kraft i dette spil var baron Schimmelmann, og seddelmassen steg på to år til det tredobbelte (6 mil. Rdlr.) og til trods for, at metalbeholdningen i 1762 kun udgjorde 24.603 Rdlr.

At det hele blev holdt i gang skyldtes kun skærpede trusler mod udførsel af mønt, indveksling af penge mod bancosedler og mod opgæld på kurantmønten – trusler om fæstningsarbejde for overtrædelse. For bedre at kunne udvide omløbet af disse sedler besluttede banken at tilgodese de handlende med mindre værdier, dvs. 1 Rdlr. sedler.

5: Mindre seddelværdier til de handlende. Kongen overtager banken.

I årene forud havde der kun været store sedler i omløb, men for bedre at kunne udvide omløbet af kurante sedler, besluttede banken at tilgodese de handlende med mindre værdier, dvs. 1 Rdlr. sedler. Det første år disse sedler udkom var i 1762.

Krigsfaren, der havde tvunget staten til store rustninger, drev over, og dette reddede banken. Belært af dyrekøbte erfaringer holdt man det næste par år igen på seddeludstedelsen, og af de tidligere og store sedler blev der inddraget og tilintetgjort store mængder.

I 1766-67 blev der oprettet en kontrakt om tilbagebetaling af de store lån, som banken havde givet. I denne kontrakt var fastsat nogle højst besynderlige vilkår, nemlig at aktiekapitalen skulle reduceres fra 3 mil. til 600.000 Rdlr, og dette kunne kun ske, hvis hver aktionær kontant fik udbetalt 400 Rdlr.

Desværre fik banken ikke indfriet alle sine lån, men man fik dog seddelmassen ned under 5 mil. Rdlr. Officielt sank udlånet til 3 mil. Rd og diskonteringen til ca. ½ mil. Rd., men desværre havde man ikke nogen mulighed for at se statens gæld, da denne var opført i hemmelige protokoller. Storspekulanten Schimmelmann, der højst sandsynligt har haft indsigt i den hemmelige statsgæld, var sikkert vidende om den virkelige renteindtægt af udlånet og den tilkommende dividende, og han har sikkert haft sine grunde til at ofre sine 477½ aktie, så kongen kunne overtage banken.

Kongen overtog 100 Rd. aktierne til kurs 350, idet udbyttet var 16%, og sidste notering på børsen var ca. 320. den 10. marts og den 15. april 1774 kom en kongelig resolution om bankens fremtidige indretning. den kongelige bank skulle ledes af Ober-Skatte-Direktionen og Kommissarierne i forening, og dens sedler blev i de følgende år udsendt til Dansk Vestindien, Island og Færøerne. Disse sedler var på bagsiden forsynet med en tekst specielt beregnet for hvert af de tre områder. Inflationstendenserne var man efterhånden blevet klar over skyldtes den overdrevne seddeludstedelse, og i et program, som blev udsendt den 8. juli 1785, siges det bl.a. :"tilligemed det af et uforholdsmæssigt Omløb af Papir Myndt foraarsagede større forbrug af fremmede Varer, tilføjes en betydelig skade for de Kgl. Finanser, for undersaatterne og for de Kgl. Staters Handels-Balance i Almindelighed".

6: En ny bank – Speciebanken – oprettes.

Omkring dette tidspunkt (1785) var alle danske sedler fremstillet som kobbertryk. De var enkle i opbygningen og havde det til fælles, at de havde en midtertekst, som var næsten enslydende, og at de til venstre var opbygget af blomsterranker, der snoede sig ind imellem et bogstav. De bogstaver, som blev hovedmotiv i sedlens venstre kant, var på 1 Rd et E (for Een) , V på 5 Rd., X på 10 Rd., L på 50 Rd. og C på 100 Rd.

Af alle sedlerne var der tre forskellige design i den venstre side, idet der var tre sedler på en trykplade. Dette blev opdaget af en samler ved navn Vium og var meget anvendt blandt ældre samlere, men i dag hvor udbudet af ældre sedler er stærkt begrænset, er der næsten ingen, der kender denne opdeling i "VIUM-typer".

Statens lån til banken skulle efter plakat af 5. juli 1785 betales gennem statskassen og i hertugdømmerne blev der i 1788 oprettet en såkaldt Speciebank til afløsning af Kurantbanken.

Danmark og Norge fik oprettet en Speciebank i 1791 og fra den 1. juli dette år lukkede Kurantbanken for alle nye udlån og diskonteringer. Seddelmassen skulle nedbringes med 750.000 rigsdaler årligt og man satte en ny type sedler trykt på blålligt papir i omløb til erstatning for de ældre. denne nye type havde også den fordel, at den ikke så nemt kunne forfalskes. For samtidig at skræmme folk, blev der på sedlerne trykt følgende tekst: Hvo som giør falske Banco Sedler straffes på Ære, Liv og Gods, og den der beviisligen angiver saadan en Falskner nyder til Belønning Eet Tusind Rigsdaler og Navnet forties".

For den menige mand i Danmark var det en særdeles økonomisk hård tid, hvilket utvivlsomt har været en medvirkende årsag til de ret så mange forfalskningssager, der blev opdaget.

Den nye bank der blev oprettet, var en privatbank, og den skulle tillige være Låne- og Depositbank. Bankbeholdningen var sølvspecier, som kongen havde indskudt og sedlerne som skulle udstedes lød på 80, 40, 20 og 8 rigsdaler species. Alle disse sedler er i dag særdeles sjældne, og store og klodsede var de også, idet de målte 19 x 17 cm.

Forholdet mellem sedler og beholdning var ansat til 22 : 10, hvilket ikke var nogen god idé, når det drejede sig om at konsolidere en ny bank. Også den nye banks sedler tryktes med kobberplader, og disse blev leveret af professor Terkel Kleve.

Det første år tryktes kun 8 og 20 rigsdaler sp., men ved vintertid 1797 begyndte en krise som medførte udstedelse af 80 rigsdaler sp. sedler. Situationen var stadig truende og ligesom Kurantbanken havde gjort for at få presset sedlerne længere ned i omsætningsleddet, udstedte man nu også 4 Rd. Sp. sedler. Det hjalp dog lidet og et år senere blev krisen endnu værre. Handelskrisen 1799 tog faktisk livet af banken og den 3. sept. 1807 blev af kassereren udtaget og forbrændt 5.314.000 Rigsdaler species sedler. Den 25/4 1814 brændtes på Exercerpladsen 388.300 R.Sp sedler og i april 1816 afleverede banken 98.960 R.Sp sedler til myndighederne.

7: Sedlerne inden den såkaldte Statsbankerot i 1813.

Den føromtalte kurantbank, der i 1791 blev omorganiseret, vedblev til 1793 at udstede hvide kurantsedler. De første blållige bærer årstallet 1788 og var således i cirkulation sammen med de hvide et stykke tid. Det blev dog ikke til nogen lukning af Kurantbanken, og som Julius W. Wilcke så rammende har sagt: "Den fortsatte ad den brede fortabelsens landevej som krisen 1799-1800 havde givet anvisning på, nemlig en yderligere forøgelse af kurantsedlernes millioner".

1806 var den gal igen. Englænderne blokerede Elben; franskmændene havde besat Hamburg, og dette betød, at al handel var lammet og kreditforholdene rystede.

Danmark, der som bekendt fik "besøg" af englænderne i 1807, havde vanskeligheder med samfærdslen mellem monarkiets enkelte dele som følge af de engelske skibes blokade, og det var ikke uden en vis fare at transportere pengeforsendelser over Store Bælt. Kollegiet foreslog derfor, at forsyne hver seddeltransport med sit særlige mærke A, B, C osv., således at man kunne annullere en transport, hvis fjenden fik fat i den. Der kom mange forslag til sikring og en af de pudsigste kom fra kongen selv, som foreslog, at sedlerne fremtidig halveres og den ene halvdel oversendes med 1. post, de andre med 2. post og så bagefter sammenlimedes.

Krigen krævede stadig flere penge, og da der som følge af prisstigninger på metallerne sølv og kobber blev mangel på småmønt (de forsvandt til udlandet eller folk gemte det væk på kistebunden), og da direktør Warberg ikke kunne få sin møntmaskine i gang til prægning af ringe kobbermønt, kom kongen igen med et af sine sædvanlige geniale påfund. Denne gang skulle banksedlerne ikke sammenlimes med skæres i 4 dele, der hver skulle gå med et mærke for 24 skilling. Kollegiet anså det for lige så besværligt først at skære 1 Rd. sedlerne i 4 stykker og derefter forsyne dem med et mærke, som at trykke helt nye sedler i små værdier, og den 4. juni 1809 godkendte kongen udstedelsen af 12-skillinge sedler, der dog kun skulle gå i omløb i højst 12 måneder, indtil møntmaskinen kom i orden.

Omkostningerne ved trykning udgjorde 5 %, men blev indvundet ved slid og bortkomst af en del af disse sedler. Der blev tryke enorme mængder af disse sedler, og da der var mangel på de ganske små mønter begyndtes trykningen af 8 skilling sedler. Den 6. okt 1810 sattes summen af 8 og 12 skilling sedlerne til 700.000 rigsdaler og deres cirkulationstid forlængedes. Til inddragelse skulle benyttes 24 skilling sedler, som blev sat i produktion i 1810.

Copyright © 1974-2003 by Peter Flensborg.