Erik af Pommern, der i 1429 indførte Øresundstolden, lod i 1430’erne præge en
underlødig mønt – en gross, der fik skæbnesvangre følger for kongen.
Af Peter Flensborg.
Efter at have inddraget alle de gode mønter, som hans dronning havde ladet præge,
medens hav var på rejse, lod Erik af Pommern indføre en ny type mønter – nemlig
grossen. Forbilledet var den franske Gros Tournois, der af Ludvig den Hellige var indført
1266.
Gros eller grot var en regningsenhed, man anvendte i Danmark i 1300-tallet ved
afregning af afgifter og skatter, men nu blev den til en mønt, hvis værdi af kongen blev
sat til 9 penninge. Den er præget i 1430’erne men var meget underlødig – ja
den var knapt 4 penninge værd. De tidligere møntværksteder i Odense, Randers og
Næstved blev nedlagt og udmøntningen foregik herefter på slottet Gurre i Nordsjælland
samt i Lund.
Disse mønter benævnes i dag som Gurre-gross og Lunde-gross. På Gurre-grossen er
klart angivet, hvor den er præget: MONETA CASTRI GORGE (slottet Gurres mønt).
Gurre-grossen er langt den almindeligste. Men folket var rasende over at blive ført
bag lyset med en så dårlig mønt, og i 1436 drager Erik af Pommern til Gotland for
aldrig mere at vende tilbage. Rigsrådet klager i 1439 over den dårlige mønt samt sender
et opsigelsesbrev til kongen. Herefter vælges hertug Christoffer til rigsforstander og
hyldes året efter på Viborg ting som Danmarks konge.
De forhadte grosser vedblev dog at cirkulere – men til nedsat værdi. Kun 2
penninge ville man godtage dem til. Erik af Pommern kom som før sagt aldrig tilbage til
Danmark, idet han levede 10 år som fribytter eller sørøver, som vi kalder det, på
Gotland, hvorefter han levede de sidste 10 år i Pommern.
Eet gode indførte han dog, og der var Øresundstolden, der fra 1429 skaffede Danmark
en ikke ringe indtægt.