| Danske Biletter Nødpengesedler 1807-1816 Af Finn Grandt-Nielsen.
328 sider illustr. Boghandlerpris 350 kr. Distribution: Dansk
Numismatisk Forening eller Det byhistoriske Museum Mønter-gården i Odense.
Anmeldt af Peter Flensborg.
Endnu et banebrydende værk indenfor numismatikken har set dagens lys
denne gang om de lokale danske nødpengesedler fra Napoleon-krigens tid 1807-1816.
Allerede i 1840-erne var samlerne begyndt at få øje på disse sjældne privat sedler, og
med tiden blev det til en række forholdsvis beskedne samlinger, hvoraf nogle fortsatte
udelte, medens andre blev spredt. Preben Bille Brahe fra Hvedholm Gods startede således
med 3 sedler i 1847, og da L.E. Bruun overtog var der 81 af disse private samlinger.
Overpostmester Jens Wilcken Mørch (1841-1917) havde 12 sedler, der gik til Guildal som
supplerede med 14, hvorefter denne samling havnede i Danmarks Nationalbank. Boghandler
H.H. Lynge havde en betydelig samling på 59 stykker, der efter hans død
bortauktioneredes således at 36 stk gik til Møntkabinettet, 14 til Guildal og 9 stk. til
anden side. Endelig var der justitsråd Ole Andersen, som i 1944 solgte sin samling til
mønthandler Johan Chr. Holm, således at denne herefter havde 32 stk.
Der har gennem tiderne været mange lister over kendte sedler, og inden
nuværende bogs fremkomst var Georg Galsters liste fra 1920-erne med ca. 250 sedler den
hidtil største. Den 13/3 1974 modtog undertegnede anmelder et overraskende brev fra
bibliotikar Per Hoffman Hansen, der i landsarkivet i Viborg havde fundet bogtrykket
A.F.Justs´ regnskaber, af hvilke det fremgik at der var trykt et utal af privatsedler,
som vi ikke kendte eksistensen af i dag. Af denne liste kunne man gætte, at antallet af
sedler kunne have været mange gange større end de ca. 250, der var angivet af Galster.
I begyndelsen af 1980-erne begyndte Finn Grandt-Nielsen at intensivere
sin forskning omkring disse sedler, og nu foreligger så frugten af dette arbejde
et værk med omtale af 564 privatsedler fra perioden 1807-1816. Der er gået rigtig
grundigt til værks; arkiverne er blevet endevendt, landets aviser fra den omhandlende
periode er pløjet igennem ligesom der i egns- og bybeskrivelser er fundet henvisninger
til sedler. Alle tænkelige muligheder er forsøgt; noget som kun en kvalificeret forsker,
der får ro og tid til sit arbejde, kan klare. De kendte sedler er registreret fra private
samlere og offentlige museer, men derudover kommer så de sedler vi ved eksisterer, men
ikke kender i dag. Disse kan være kendt fra bogtrykker regnskaber som Justs´, fra
prøvebøger som Hempels´, fra billeder eller aviser som omtaler udgivelse og inddragelse
etc. Desuden kan de være kendt fra myndighedernes korrespondance.
Bogen indledes meget naturligt med årsagen til småpenge-mangelen og
om de mønter og sedler det var så svært at få ud i alle kroge af landet. Desuden får
man fornemmelsen af myndighedernes stiltiende accept hvad angik de private nødsedler,
idet disse udmærket vidste hvor svært det var for folk at skaffe sig mindre værdier end
rigsdalersedler.
Men dette værk er mere end blot en fortegnelse. Den er krydret med
billeder af personer, avishoveder og artikler, byprospekter samt ikke mindst landkort.
Materialet er ordnet amtvis som i Trap Danmark, og for hver seddel har forfatteren fundet
personalhistoriske oplysninger om personerne bag de enkelte udgivelser; det være sig
godsejere, gårdejere, husmænd, apotekere, handelsfirmaer, bogtrykkere, købmænd,
gæstgivere og værtshusholdere, bagermestre, urtekræmmere, brændevinsbræn-dere,
spækhøkere, mælkehandlere etc. Det er fornøjelig læsning at høre om hvor de har
boet, hvem de har været gift med, deres karriere samt hvor meget tyende de havde.
Finn Grandt-Nielsen fortjener ros for sit flotte arbejde og Dansk
Numismatisk Forening og Odense Bys Museer for at have påtaget sig udgivelses, der kun har
været mulig grundet fondsstøtte. Dette har til gengæld gjort bogen så billig, at der
ingen undskyldning er for ikke at købe den, medens tid er.
Copyright © 1994-2003 by Peter Flensborg.
Anmeldelsen er første gang trykt i Numismatisk Rapport 1994 nr. 39
s.30-31. |