Pengesedler er blevet noget uundværligt i vor hverdag, men sådan har det ikke altid været. Før Danmark i 1713 fik sine første sedler, havde guld og sølv i form af mønter været enerådende.

Andre lande havde dog før os benyttet sig af sedler. Kina var det land i verden, der først udstedte egentlige sedler. Det fandt sted i Han-dynastiet (206 f.Kr. – 8 e.Kr.), hvor kejser Wu, hvis skatkammer var tomt, tog skind af hvide hjorte – som han havde eneret på at skyde –og af disse fremstilledes et betalingsmiddel med en værdi af 400.000 cash pr. stk. Hver hovmand, som modtog en sådan "gave" fra kejseren, var forpligtet til at give kejseren 400.000 cash. På denne måde fik kejseren indsamlet en del penge, man han var ikke tilfreds, og den, der oprindelig havde givet han ideen, blev halshugget. Senere i det 7. Og 8. Århundrede udgav kineserne sedler af papir.

Japan begynder at udgive pengesedler i 1620-erne i byerne Ice og Osaka. Vort broderland Sverige bliver det første europæiske land, der udgiver pengesedler, hvilket skete i 1661, og dernæst følger en række andre lande, bl.a. England i 1694. Året efter, i 1695, fik den norske storkøbmand Jørgen Thor Möhlen af Chr. 5. Kongelig autorisation til at udstede sedler, men disse fik dog ikke lang levetid, da det viste sig, at han ikke kunne indfri dem – han gik konkurs og levede sine sidste år i yderste armod.

Skærmydslerne med Sverige, som begyndte i 1709, krævede mange penge, og man fik derfor den idé " Penge skal antages at passere". at lade indrette og authorisere visse Seddeler, hvilke lige saa gyldige som rede Penge skal antages at passere." Forordningen af 8. april 1713 omtalte, at årsagen til seddeludstedelsen skulle være: "Den Pengemangel som her og der i hans Rige Danmark findes, og at et og andet Købmandskab ej derover skulle efterlades". Dette var dog ikke den egentlige årsag, snarere skal den findes i krigsforholdene, dvs. udgifter til rustninger, som man ikke ad anden vej kunne skaffe midler til. Staten valgte altså at lade seddelpressen rulle, som vi siger i dag. Dengang blev sedlerne dog fremstillet i bogtryk, og de var faktisk for nemme at eftergøre, så i 1716 udgav man en ny serie bed bedre vandmærke samt et kompliceret blindstempel (tørstempel) med det kongelige våben omgivet af provinsvåben samt ordenskæde. Man havde givet det løfte, at sedlerne ville blive indløst, så snart krigen var forbi, og man begyndte også på dette allerede i 1718, men først i 1728, var alle disse sedler (statspapirsedler) blevet indløst.

Efter inddragelsen af Fr. 4.`s sedler i 1728 cirkulerede der ikke sedler mere, og først da man under Chr. 6. i 1736 stiftede Kurantbanken, begyndte man at tænke på nye sedler. Kurantbanken, eller som dens rigtige navn var, Den Københavnske Assignations-Veksel og Laanebank, havde først til huse på Charlottenborg, hvorefter den et par år senere flyttede til Børsen.

Kurantbanken var fra starten en privat bank, og de sedler, den udstedte i 1737, var banknoter, eller som der står på sedlerne: Banco Seddel. Man havde på dette tidspunkt stadig ikke noget helt godt kendskab til, hvordan sedler virkede i omsætningen, dog regnede man med, at folk jo kunne komme og forlange sedlerne omvekslet i klingende mønt på sådanne tidspunkter, hvor man ikke af andre debitorer ville kræve betaling i samme mønt, så et fond, der skulle imødegå dette, blev dannet. Men virkningen var alligevel opbygning af en øget kredit og omsætning og derved inflation. Man øgede seddelmassen, men der var faktisk for lille dækning i mønter, og man var så nødt til mellem 1745 og 1747 at sætte sedlernes indløselighed ud af kraft. Da man igen ophævede dette, indførte man samtidig en helt ny serie af 1748-sedler, og de gamle sedler af 1737-serien blev alle beordret indkaldt og højtideligt brændt på Westindisk Plads under overværelse af flere kommissarier. Et gode var det, at seddelmassen sank, og der var nogenlunde rolig udvikling i de følgende år. Det første nummer af Berlingske Tidende udkom d. 3. januar 1749, og der var gang i vore kolonier, dvs. De vestindiske Øer, Guinea og Trankebar.

Banken gik fint indtil 1756, da situationen blev faretruende. Det var den engelsk-franske kolonikrig, der havde udviklet sig til en europæisk storkrig, og herhjemme gik bestræbelserne ud på at holde Danmark neutral, så vi kunne høste økonomiske fordele af handel og skibsfart. Men banken formåede ikke at holde pengemarkedet i ro. Man kunne have bedret situationen ved at hæve renten, men dette blev anset for at være i strid med bankens formål med at skaffe billig kapital til mellem 4 og 5 % ! Dette medførte i 1757 kort og godt, at man fra indløselige sedler, der ikke var påtvunget betalingsmiddel, gik over til uindløselige papirpenge, som ingen måtte vægre sig ved at modtage. Ydre forhold tvang dog staten til store oprustninger, og banken optog i disse år store lån i udenlandske banker. Den drivende kraft i dette økonomiske spil var baron von Schimmelmann, som lod seddelmassen stige til det tre-dobbelte på kort tid, uden at der var metaldækning herfor. At det hele blev holdt i gang, skyldtes kun skærpede trusler mod udførsel af mønt, indveksling af penge mod bankosedler og mod opgæld (veksling til overkurs) på kurantmønten samt trusler om fæstningsarbejde for overtrædelse. Krigsfaren drev efterhånden over, og man fik tilbagebetalt de fleste af lånene, og kongen overtog så Kurantbanken. På dette tidspunkt, var man endelig blevet klar over, at inflationen skyldtes den overdrevne seddeludstedelse, og i et program, som blev udsendt den 8. juli 1785, siges det bl.a.: "tilligemed det af et uforholdsmæssigt Omløb af Papirmyndt foraarsagede større Forbrug af fremmede Varer, tilføjes en betydelig Skade for de Kgl. Finanser for Undersaatterne og for de Kgl. Staters Handelsbalance i Almindelighed", noget evigt aktuelt, som også optager sindene nu til dags.

Sidste tredjedel af 1700-tallet var en hård tid for den jævne mand – det var svært at skaffe til dagen og vejen, og mange faldt for fristelsen til at tegne eller trykke falske sedler. I erkendelse af det voksende problem satte Kurantbanken for første gang fra 1775 en speciel tekst på randen af 5-rigsdaler sedlen lydende: "Hvo som giør falske Banco-Sedler straffes på Ære, Liv og Gods, og den, der beviisligen angiver saadan en Falskner, nyder til Belønning Eet Tusind Rigsdaler, og Navnet forties". Og så gik den vilde jagt, for 1000 rigsdaler var en formue dengang. Oplysningstiden medførte en ændret holdning til mange ting, men hvad strafferetsplejen angik, så var dens metoder stadig lige barbariske, hvilket et eksempel fra 1777 vidner om. En mistænkt ved navn Lassegaard tilstod efter en gang prygl, at han sammen med to andre – Schmidt og Børgesen, igennem de sidste ti år havde fremstillet i tusindvis af falske sedler. Alle sedlerne var håndtegnet, og tørstemplerne var lavet med stempler skåret i lak. Dommen kom til at lyde på dødsstraf, men blev mildnet derved, at de tre skulle spille om, hvem der skulle afrettes. Det makabre spil fandt sted på skafottet på Vester Fælled mandag den 10. oktober 1777. Først kastede Schmidt 9 øjne, derefter Børgesen ligeledes 9, og til sidst Lassegaard 10. De to første måtte altså kaste anden gang, da Schmidt fik 8 og Jørgensen 9 øjne. Derpå blev Schmidt henrettet med sværdet, og de to andre blev på livstid indsat i Raspehuset.

I slutningen af 1780-erne var militærudgiften en stor belastning for staten, og dette influerede på kurantsedlernes kurs, som blev dårligere og dårligere. Dette medførte krav om sedler lydende på værdifaste specier i stedet for kurant, og i 1791 blev det besluttet at afvikle Kurantbanken og oprette en speciebank. Kurantbanken blev dog ikke afviklet, men der blev lukket for nye udlån og diskonteringer, og man skulle nedbringe seddelmassen med 750.000 rigsdaler årligt. Som et modtræk med forfalskninger begyndte man at udsendt sedler på papir, der på den ene side var svagt lyseblåt.

1806 og 1807 havde vi problemer med englænderne og vanskeligheder med samfærdslen mellem monarkiets enkelte dele, og det var ikke uden en vis fare at transportere pengeforsendelser over Store Bælt. Der var forslag fremme om at overstemple hver seddeltransport med et særligt mærke, A, B, C osv., således at man kunne annullere en transport, hvis fjenden fik fat i den. Der kom mange forslag til sikring, og et af de pudsigste kom fra kongen selv, som foreslog; "at sedlerne fremtidig halveres, og de ene halvpart oversendes med 1. Post, de andre med 2. Post og så bagefter sammenlimes.

Indtil dette tidspunkt havde mindste seddelværdi været 1 rigsdaler, men i 1909 blev der mangel på skillemønt på grund af prisstigning på kobber, og man fandt det derfor tilrådeligt at trykke småsedler i værdier på 8 og 12 skilling og senere i 1810 også 24 skilling. Inflationen løb på dette tidspunkt meget stærkt, og i 1812 udstedtes 40,7 mill. i rigsdalersedler, og ved udgangen af 1812 endte man med 97,5 millioner rigsdaler i omløb. Det var for meget, og Danmark gik fallit, hvilket fastslås ved dekret af 5. januar 1813. Når man har benyttet udtrykket "statsbankerot" om det, der skete, skyldtes det formentlig de hårde virkninger, det fik for den danske befolkning.

Ja så skulle man til det igen – en ny bank og en ny møntenhed. Rigsbanken blev navnet, og Rigsbankdaler blev den nye enhed. Banken udsendte en række sedler i 1813 - –en rent sikkerhedsmæssigt var de lige så dårlige som de forrige. I 1819 blev banken omdannet til Nationalbanken, og dens sedler var en tro kopi af dem fra Rigsbanken – kun var navnet skiftet ud et enkelt sted. Det stigende antal forfalskninger førte til, at man måtte foretage sig noget drastisk, og i 1834 går man så over til mere raffinerede sedler i en kombination af kobbertryk og bogtryk. Denne serie var udformet af professor G.F.Hetsch, og det er senklassicismen og romantikken, der holder sit indtog og kommer til at præge vore sedler i de næste 50 år.

Under krigen 1848-50 og 1864 blev staten tvunget til at udstede store mængder af rentebærende kreditbeviser. Disse sedler var ikke tvungne betalingsmidler, og der kom flere forskellige serier især efter krigen 1864, hvor man ikke kunne klare indløsningen.

Fra 1860 og til kronemøntens indførelse foretog man en række ændringer i Nationalbankens sedler, og fordi man i 1854 ændrede navnet rigsbankdaler til blot rigsdaler. Allerede sedlerne fra 1834 til 1873 hører i dag, med en enkelt undtagelse, til nogle af de sjældneste ting blandt seddelsamlerne. Det arkivmateriale, man har at arbejde med, er meget mangelfuldt, og under arbejdet med et nyt stort værk om danske pengesedler, som udkom i 1983, har man fundet interessante detaljer ved at studere sedlerne i lup. Herved har man i mikroskrift fundet navnene på to gravører, nemlig kobberstikkeren Philip Chr. Batz og Wm. Freslew, hvoraf sidstnævnte også havde med vore frimærker at gøre.

I 1860-erne diskuteredes ivrigt, hvilket møntsystem der var bedst. Det var især tilhængere af den såkaldte bimetalisme, der førte an i diskussionen, men i USA havde det vist sig, at dette ikke var en farbar vej, og en del europæiske lande sluttede sig så sammen i den latinske møntkonvention med guldmøntfod. Dette fik de nordiske lande til at danne den Skandinaviske Møntunion, hvorefter man i 1873 i Danmark overgik fra rigsdaler sølvmøntfod til decimal guldmøntfod.

Med indførelsen af de første kronesedler forsøgte man ved hjælp af en speciel farve at gøre det vanskeligt at lave fotografiske efterligninger, men det hjalp lidet, og da der skal laves nye typer, forsøger man at udforme sedlerne på en sådan måde, at folk næsten tvinges til at se efter vandmærkerne, som var en af de sværeste ting for forfalsknerne at fremstille. I 1898 fik man for første gang en 5-krone seddel. Denne var tegnet af professor Hans Tegner, og sedlens design er udelukkende bygget op af 5-taller og kroner – en ganske pudsig seddel. Også her forsøgte man at gå nye veje for at hindre eftergørelse, idet sedlens overflade blev udført med lodret rifling – men metoden var for kostbar og ikke så effektiv, som man havde håbet.

I 1903 gik en litograf og en stentrykket sammen om at trykke falske 10-krone sedler, og den enes svigerfar, en skræddermester Hanson, skulle sætte dem i omløb. Det lykkedes i nogen tid, men han blev opdaget, da han i en forretning på Frederiksberg betalte med fem 10-krone sedler – alle sammen med samme nummer: 4252212. Det var en alvorlig sag, men den vakte endnu større opmærksomhed, da det kom frem, at skræddermesteren igennem nogen tid havde holdt storslåede gilder i Café Vaaren, hvor han strøede om sig med sedler – sedler som knapt nok var tørre, og pressen og vittighedsbladet Blæksprutten skaffede ham navnet Chanpagneskrædderen. Også dengang var der seddelsamlere, der jagtede sådanne kuriøse sedler, og samtidens aviser havde mange annoncer fra folk, der ønskede at købe eksemplarer af Champagneskrædderens falske sedler. Dette eksempel fik Nationalbanken til fra 1904 at indføre et ændret vandmærke, men helt kom man dog ikke forfalskningerne til livs.

Efter at Nationalbankens oktroj i 1908 var blevet forlænget med 30 år, tog banken fat på at gøre driften tidsvarende og besluttede at introducere en ny seddelserie, designet af en og samme kunstner. Det blev tegneren Gerhard Heilmann, der vandt konkurrencen, og hans serie var i høj grad påvirket af tidens stil. Det var jugendstilen, eller om man vil Art Nouveau, og det blev en seddelserie, der kom til at løbe næsten uændret lige til 1945.

Sedlerne tilfredsstillede også Nationalbankens krav om større sikkerhed med eftergørelse, idet både forside og bagside bestod af flerfarvet bogtryk og kobbertryk. Det var også på dette tidspunkt, man forlod systemet med håndskrevne underskrifter på sedlerne og gik over til at trykke dem i faksimile.

Som følge af 1. Verdenskrig forsvandt næsten al guld- og sølvmønt, og manglen på særlig 1- og 2-kroner blev følelig. Nationalbanken trykte derfor i hast røde 1-krone sedler og grønne 2-krone sedler – sidstnævnte blev dog aldrig sendt i cirkulation.

Trykningen var som sagt sket i hast, og derfor havde man overset, at det store rigsvåben, som prydede bagsiden, ikke var korrekt. Det var galt med Islands våben. Dette var gengivet som en klipfisk og det på trods af, at dette allerede i 1903 var blevet ændret til en siddende falk. Dette fik man dog rettet i andet oplag. Alt dette medførte en livlig debat i datidens aviser, og mange folk troede, at de første sedler med klipfisken var meget sjældne. Aviserne var i en lang periode fyldt med annoncer vedrørende køb og salg af disse 1-krone sedler – ofte til fantasibeløb – og af og til også med ironiserende annoncer.

På de første af Heilmann seriens sedler stod, at de kunne: "veksles på anfordring med guldmønt". Dette havde dog været suspenderet i tidsrummet 1914-1926, og i februar 1930 enedes man om, at teksten på sedlerne skulle være: "indløses med guld efter gældende lov". (serie II).

Vi har før været inde på Nationalbankens oktroj, for vi må ikke glemme, at Nationalbanken, på dette tidspunkt faktisk var en privatbank med aktionærer. Denne oktroj var gældende til 1938, men allerede i 1936 kom det til forhandlinger, idet Socialdemokratiet ønskede en ren statsbank. Man enedes om, at aktierne i den gamle bank indløstes af statsgaranterede obligationer, at staten indskød 50 millioner kroner, og at navnet blev ændret til: Danmarks Nationalbank (serie III).

Under krigen havde mani hemmelighed trykt en stor beholdning af nye sedler, der var beregnet til en pengeombytning, når krigen var slut, og der var allerede den 18. maj 1945 rygter fremme om en eventuel pengeombytning, hvilket fik folk med sorte penge til at købe dyre ting ind. Det lykkedes dog ved ombytningen den 23. juli 1945 at komme nogle af de skjulte formuer til livs – for da aktionen var slut, var godt 70 millioner kroner ikke ombyttet til nye sedler – hvilket den gang svarede til 6% af seddelmassen.

De nye 5- og 10-krone sedler var ikke særlig opfindsomme og blev hurtigt omdøbt til "Matador-sedler", hvorimod de større værdier havde bibeholdt Heilmanns forsider, men havde fået ændret bagsiden. Sedlerne var også udført i ændrede farver.

Efter nu at have kørt siden 1910 med Heilmann-serien samt ombytningsserien og matadorsedlerne, fandt Danmarks Nationalbank, at tiden var inde til en ny seddelserie. Der blev en åben konkurrence, og der kom ca. 100 forslag. Vinderen blev tegneren Ib Andersen, der først nåede frem i Taxa få sekunder før konkurrencens udløb. I øvrigt blev den allerførste skitse til den ny 5-krone seddels forside tegnet af Gunnar Biilmann Petersen på en kaffeserviet af crepepapir i en af de små haver i Pile Allé på Frederiksberg. Danmarks Nationalbank etablerede et samarbejde mellem Ib Andersen, bankens kunstneriske medarbejder Gunnar Andersen samt Gunnar Biilmann Petersen, og resultatet blev en ualmindelig køn seddelserie.

Nationalbanken havde i 1961 besluttet at bygge et nyt og tidsvarende seddeltrykkeri og en ny bankbygning på det areal, som man havde erhvervet omkring den gamle bankbygning. Selve trykkerihallen og de nye maskiner var klar i 1971, og på dette tidspunkt havde man allerede gennem lang tid arbejdet med en ny seddelserie. Det skulle være en banebrydende serie, som kombinerede en række forskellige trykteknikker, brugte komplementærfarver, forskellige graveringsteknikker og meget mere. Yderligere brugte man vandmærke med både lyse og mørke karakterer og tillige med en sikkerhedstråd, som enhver kan se, hvis sedlen holdes op mod lyset.

Den første seddel i denne serie var 500-krone sedlen med firbenet, som blev frigivet den 18. april 1974, og derefter fulgte de andre værdier efter i det næste års tid. Alle disse sedler blev godt modtaget og tilfredsstillede fuldt ud de sikkerhedskrav, som Danmarks Nationalbank måtte stille til en moderne seddelserie.

Men som Nationalbankens nu afdøde cheftegner Gunnar Andersen så rammende har udtalt: Den fuldendte, uefterlignelige pengeseddel eksisterer ikke. Hvad mennesker kan gøre, hvor svært det end er, det kan mennesker gøre igen. Men det kan gøres så besværligt, at det for den enkelte er uoverkommeligt og så risikabelt, at selv de mest hårdnakkede hellere vil erhverve pengene på anden vis. – Både med hensyn til investering, energi, koncentration, talent, tålmod og risiko minder det noget om Storm P´s idé med at sætte gevind på Rundetårn: Det kan gøres, men det bliver meget dyrt.

Copyright 1983-2000 by Peter Flensborg.

Første gang bragt i Sparekassen (Sparekassetidende udgivet af Danmarks Sparekasseforening) dec. 1983 s. 8-11.