Nyt storværk om ældre danske mønter.

Peter Flensborg anmelder Galsters referenceværk og påpeger en del fejl og inkonsekvenser.

Unionstidens udmøntninger. Danmark og Norge 1397-1540, Sverige 1363-1521. Af Georg Galster. 119 sider i stort kvart format. Udgiver: Dansk Numismatisk Forening. Pris: 205 kr.

Endnu engang har den mangeårige leder af Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, fil dr. Georg Galster, imponeret samlerne med sin nye bog om unionstidens udmøntninger.

Bogen indledes med en omfattende mønthistorie, der til fulde viser dr. Galsters enorme indsigt i denne tidsperiode, en indsigt der nok for mange samlere bevirker en omvurdering af en hel del ting. Som eksempel på dette kan nævnes dronning Philippas udmøntninger.

Efter mønthistorien findes selve fortegnelsen med gengivelser af alle typer. For de ældre mønters vedkommende er desuden tilføjet en tegning, der i høj grad letter læsningen af omskrifter.

Et særligt afsnit omhandler falske mønter, ligesom et brev om mønter imellem Philippa og Stænderne er gengivet i faksimile. Desuden findes noter til det i mønthistorien behandlede stof samt litteratur- og forkortelsesliste. Sluttelig et person- og stedregister samt udvalgte møntomskrifter.

I et så stort og omfattende værk vil der uundgåeligt være en del trykfejl og andet, og i det efterfølgende skal kort redegøres for de ting jeg er stødt på ved gennemgangen.

Hvis man under Erik af Pommern kan medtage et afslag i guld som en undertype, kunne man måske forvente det samme ved sterlingen med ERICUS REX D S N på begge sider, i hvert fald kunne man have gjort som ved nr. 19 og 20, hvor Lindahl-numrene er opdelt i typer.

Hvad med Chr. IIs klippinge Sch. 27 og 28? Fr. Is lejrskilling burde efter min mening have været delt op i en type A omfattende 1523 Sch. 1-3 og U.år. Sch. 1-3 og en type B med 1523 Sch. 4-13 samt 1524 Sch. 1-3. Forskellen er, at type B har det holstenske nældeblad under kongens billede. Det er rart at se, at Fr.Is 4 skillinge 1532 Sch. 18-37 har fået deres rigtige betegnelse 8 skilling eller ½ mark. Allerede i 1938 påpegede Axel Ernst, at ½ marken 1529 med vægt 10,9 gr. i virkeligheden var en mark. 4 skillingen skulle veje 5,23 gr., men de til i bevarede eksemplarer vejer kun mellem 3,2 og 4,44 gr. Hvis disse skulle have været 4 skillinge, var de i hvert fald overvægtige, hvad man ikke rigtig kan tænke sig. At det i virkeligheden drejer sig om undervægtige 8 skillinge ses deraf, at Chr. III i reces af 18. okt. 1540 bestemte, at Fr. Is 8 skillinge fremtidig skulle gælde 4 skilling.

Under Søren Norby – Ronneby er medtaget søsling U.år. Sch. 30. Man kunne godt her tænke sig en udlægning af ordet BIEMSIS i omskriften eller hvorfor den er henført til Ronneby. I øvrigt burde der have været en henvisning til NNÅ 1848 s. 16. Under nr. 68 Fr. I nobel fra Ribe er kun Sch. 3 medtaget, Sch. 4 mangler. Søslingen 1524 Sch. 132 er udeladt uden angivelse hvorfor. I retfærdighedens navn skal det dog siges, at det drejer sig om et tvepræg med to reversstempler.

Ved Chr.II under grevefejden, halv sølvgylden 1536 Galster 84 mangler Sch.2.

Chr.II og Christoffer af Oldenborgs Rhinske gylden er blevet omdøbt til Ungersk gylden.

Ved Fr.Is Slesvig-holstenske mønter kunne man nok tænke sig en lidt anderledes opdeling af dobbeltskillingerne. I øvrigt er her et par fejl, idet der under Galster 120 er medtaget U.år Sch. 42-49 og som B type U.år Sch. 39-41. Disse, der er betegnet som Husummønter, går igen ved Galster nr. 125, men her som Gotorp mønter. Det mest naturlige vil være at slette B-nummeret dvs. U.år Sch. 39-41 ved Galster 120, idet denne type har forsiringer ved skjoldet og så til gengæld ved Galster 125 slette A-nummeret, hvilket vil sige mønterne U.år Sch. 42-49, da disse ikke har forsiringer ved skjold.

U.år Sch. 32-38 er ved Galster 124 placeret to steder, dels under 124A og dels under 124C, fra hvilken gruppe den bør slettes.

Under Galster 143, skilling, Søren Norby står ved årstallet 1525 Sch. 2-5. Dette er en fejl, der burde have stået Sch. 2-3 ider Sch. 4-5 er Landskrona mønter, der er medtaget som Galster 80.

Kong Hans` Nidaros hvid Galster 162 har fået ombyttet for-og bagside. Ved Galster 173: Chr.II 2 mark skal tilføjes Sch.1 . Henvisningen til noten side 50 ved nr. 175 burde have stået ved nr. 176 til forklaring af de to hvide Sch. 1 og 2 fra 1533.

På side 69, Galster 139 (Visby hvid) er Schou numrene 100-132 slået sammen i én type. At Sch. 100-102 tidligere har været benævnt 3 penning, og at Sch.103-115 viser lammets venstre side og Sch.116-132 viser højre side, kunne nemt have fundet plads.

I den svenske afdeling leder man forgæves efter ½ örtug U.år Sch.16 – den med SCS ERICUS REX. Generelt er det en smule forvirrende nogle steder at se Schou numre forkortet som f.eks. 65-8, hvormed menes Sch. 65-68, medens man andre steder skriver begge tal fuldt ud.

Trods disse små invendinger må det siges at være et fortræffeligt opslagsværk – et opslagsværk, der fremover vil stå som et standard reference værk over Unionstidens mønter, og som sådan må det varmt anbefales ikke alene til samlerne, men i lige så høj grad til historikere og historiestuderende. For udgivelsen står Dansk Numismatisk Forening, som har fået økonomisk støtte fra advokat A. Ernst og frøken Ernsts legat.

 

Copyright © 1973 - 2003 by Peter Flensborg.

Bragt første gang i Dagbladet Politikens møntspalte d. 22. april 1973.

 

 

 

[Op]