Af Peter Flensborg
I Det gamle og Det nye Testamente finder vi ofte ordet "talent". Talent var
dels en møntenhed og dels en vægtenhed. I det gamle Mychene er fundet guldstykker
svarende til én talent, og guldtalenterne var samtidig lig en vis mængde kobber
varierende fra ca. 59 kg og til ca. 26 kg. Kobbertalenten var altså en stor kobberbarre,
og den fik form som en udspændt oksehud, eftersom prisen for en okse netop var en sådan
kobberbarre (talent).
Disse store kobberbarre (talenter) kendes fra enkelte fund fra øer i Middelhavet. Fra
Knossos findes fra det 2 årtusind f. Kr. en gammel regnetavle, der afbilder en talent, og
billedet sætter lighedstegn mellem talent, vægtskål og en guldenhed. Talent betyder da
også oprindelig vægtskål. Fra omkring 1200 f.Kr. findes en række ægyptiske
vægmalerier, der viser grækere, der bringer ægypterkongen en række tributter, bl.a.
oksehudformede barrer. Cypern var en af de øer, der havde kobberminer og producerede
kobberbarrer (talenter), og det er derfor ikke så underligt, at en sådan talent findes
afbildet på moderne mønter fra Cypern som vist her, idet talenten både var en
møntenhed, vægtenhed samt en af de vigtigste eksportartikler for øen i oldtiden.
Som sagt har fund af talenter været ret sparsomme, og det var derfor en overraskelse,
da jeg i slutningen af 1987 fik december nummeret af National Geographic i hænde. Heri er
der en stor 42 siders reportage fra det hidtil ældste fundne skibsvrag, der udfra
indholdet af keramik, våben og andet umiddelbart kunne dateres til mellem 1600 og 1050
f.Kr. Senere lykkedes det dog ud fra andre småting som signeter, smykker og et par meget
sjældne guldting at sætte årstallet for forliset, som skete øst for Rhodos ved den
tyrkiske kyst, til ca. år 1400 f.Kr.
Det mest bemærkelsesværdige var dog, at vraget indeholdt ca. 200 kobberbarrer af
samme form, som ses på den moderne mønt fra Cypern. Kun een gang før har man fundet et
skibsvrag med talenter. Det var i 1960, hvor 34 stk. blev fundet, og forliset her var
sikkert sket ca. år 1200 f.Kr. Det bemærkelsesværdige er, at talenterne fra dette
tidlige fund vejer ca. 60 pund (ca. 30 kg) stykket, idet man hidtil har troet, at denne
vægt først kom noget senere til. I noterne til Det gamle Testamente står, at en talent
oprindelig var 58,944 kg., og at man senere regnede med 49,11 kg. Hvornår denne yngre
regnemåde indførtes, vides ikke, men den var i hvert fald i brug i Ezekiels tid (ca. 600
f.Kr.) hedder det i Det gamle Testamente. Dette kan altså ikke være rigtigt, al den
stund de nys fundne talenter fra ca. 1400 f. Kr. kun vejer 30 kg.
Yngre stykker er dog meget lettere, idet man har fundet stykker, der kun vejer ca. 4
kg. Foruden talenterne fandt man også andre ting, som på den tid var et alment og
eftertragtet byttemiddel, eller om man vil, en slags primitivt betalingsmiddel. Det var
bronze spydspidser og bronzeøkser , ting som man har fundet mange andre steder i
skattefund. De var datidens hårde valuta.