|
Grønlands Numismatikken
Lidt om grønlandske sedler i perioden 1875-1911 med specielt hensyn til
underskrift-kombinationerne.
Af Peter Flensborg
Under arbejdet med indsamling af materiale, dels fra private og dels
fra museer i Europa og USA, om grønlandske pengesedler, var der særlig to grupper
sedler, som vakte min opmærksomhed. Det drejer sig om følgende:
25 øre fra 1875
25 øre fra 1892 (håndskrevne numre)
25 øre fra 1892 (trykte numre)
25 øre fra 1905
samt
1 kr. fra 1883
1 kr. fra 1897
1 kr. fra 1905.
Forholdet er det ved 25 øren fra 1875, at man her støder på ret lave
seddelnumre, medens de laveste numre, som er kendt på sedler fra 1892 er højere og på
1905 udgaven endnu højere.
Dette kunne tyde på, at man, selv om man skiftede type i 1892 og
årstal i 1905, ikke afbrød nummereringen, men fortsatte med fortløbende numre.
En sådan formodning kunne jo ikke bygges på enkelte spredte sedler af
de fire typer, men efterhånden som materialet voksede, viste denne sig at holde stik.
Således blev grænserne ganske betydelig indsnævrede mellem 1875 udgaven og 1892 med
håndskrevne numre, idet højeste nummer, den første kendes med er 30832, og det laveste
den anden kendes med, er 31942. Ligeledes er højeste nummer af 1892 sedlen med trykte
numre: 79836, medens laveste nummer af 25 øren 1905 er 81713. De anførte numre i
blokdiagrammet henføre til følgende signatur kombinationer:
10 = Rink Nyholm
12 = Hörring Stephensen
13 = Stephensen Ryberg
14 = Ryberg Krenchel
15 = Ryberg Berg
Dette bringer bl.a. det spørgsmål på bane, om 25 øren 1875 findes
med underskrift 11, som er kendt som andet underskriftspar fra 50 øren 1874. I så fald
skulle dette gælde sedler med numre imellem 17065 og 20083.
Desuden giver diagrammet et nogenlunde skøn over, fra hvilket år en
given seddel med et bestemt nummer er fra. Dette gælder dog kun, hvis vi går ud fra som
givet, at den opsendte seddelmasse har været nogenlunde konstant fra år til år, hvad
der måske ikke altid har været tilfældet.
Hvad angår 1 kr. sedlerne, så er materialet her ikke nær så stort,
men dog af en sådan størrelse, at man kan sige, at der også her ved 1 kr. 1883, 1 kr.
1897 og 1 kr. 1905 har været brugt fortløbende numre fra serie til serie.
Der er dog, som det ses af diagrammet, store områder, hvor man ikke
har registreret nogen sedler, og der kan muligvis dukke sedler op med andre signaturpar.
Det vil således ikke undre, hvis 1 kr. 1897 findes med signaturpar 13 og 1 kr. 1905 med
14.
Hvis nogle af bladets læsere skulle være i besiddelse af nogle af de
her omtalte sedler fra Grønland med numre, der ligger uden for de skraverede områder,
vil undertegnede være meget taknemlig for enhver oplysning, der kan indsnævre grænserne
mellem de forskellige emissioner og således give oplysning om, hvor store oplagene er, -
og om der muligvis findes sedler med andre signaturpar end de for tiden kendte.
Hvad angår de andre sedler i dette tidsrum (1874-1905), er der ingen
forbindelse mellem de forskellige udgivelser med samme værdi, udover 5 kr. 1887 og 50
øre 1888, der fortsætter nummerrækken, da man omkring 1897 gik over fra håndskrevne
numre til trykte numre.
Copyright © 1971-2003 by Peter Flensborg
Oprindelig bragt i Møntsamlernyt marts 1971 s. 12
|