"Jeg, Claudius" er titlen på en bog af Robert Grave, en bog som første gang udkom i 1934, og som de fleste danskere nu vil have set en hel del af som TV-serie hver onsdag. Bogen bygger på kejser Claudius’ beretning om hans samtid og forgængere, og stykket begynder med Augustus, som var adopteret arving efter Julius Cæsar og Augustus’ hustru Livia.

Serien giver et levende billede af tiden, men som møntsamler kunne man måske ønske sig at se, hvorledes disse personer er gengivet på datidens mønter og om hvilke mønttyper, der hyppigst cirkulerede.

De mest almindelige møntsorter på den tid var aureus i guld, denarer i sølv, sesterts og dupondius af messing samt assen, som var af kobber. Duponden og assen var næsten af samme størrelse, men kunne kendes på metalfarven.

På fig. 1 (en sesterts) har vi et portræt af kejser Augustus, og i omskriften læses: CAESAR (hans adoptivfaders navn, som han selv brugte) AVGASTVS ("Den ophøjede", en titel han fik 27 f.Kr.), DIVI F (søn af den guddommeliggjorte Cæsar), PATER PATRIAE (Fædrelandets fader). På møntens bagside ses et billede af alteret i Lyon.

I modsætning til de kejsere, der efterfulgte ham, var han mild, om end hans kone Livia (fig.2) trak i trådene og søgte at skytte egne og især sønnerne Tiberius og Drusus’ interesser. Hun skyede ingen midler og gjorde flittigt brug af spioner, og mange modstandere fik en pludselig og brat død. Selv da sønnen Tiberius blev kejser, var hun i begyndelsen den egentlige hersker. Augustus blev fra mange sider beskyldt for vellystighed, bl.a. havde folkesnakken travlt med et middagsselskab, som han skulle have holdt for en intim kreds. Det kaldes almindeligt "d" tolv guders","idet gæsterne skulle have ligget til bords klædt ud som guder og gudinder, og Augustus var udstyret som Apollo. Hvad det andet køn angik, så havde han – selv i en høj alder – en forkærlighed for jomfruelige kvinder, som skaffedes ham alle vegne fra, endog af hans hustru. Lidenskabelig spiller var han også, mens hans bedste tidsfordriv var at fiske. År 14 e. Kr. døde Augustus efterladende sig en kæmpeformue, bl.a. testamenterede han 40 mil. sestertser til romerfolket, til soldaterne af garden 1000 sesterts hver, medens legionssoldaterne fik hver 300 sestertser.

I Livias første ægteskab med Drusus Nero (Tib. Cl. Nero) fik hun sønnerne Tiberius (fig. 3) og Drusus sen (Nero Claudius Drusus) (fig. 4). Tiberius var først gift med Vipsania, men Lilia tvang ham (af hensyn til magtspillet) at lade sig skille og gifte sig med Julia, som var Augustus’ eneste barn med hans første kone Scribonia.

Julia havde før været gift med Agrippa (fig. 5), som havde præget mønt sammen med Augustus, men den her afbildede mønt er først præget under Tiberius. Både Tiberius og Drusus sen. foretrak det hårde feltliv, men Augustus ønskede Tiberius i Rom til at udføre det beskidte arbejde. På vej hjem fra Tyskland døde Drusus af koldbrand, og den gamle kejser Augustus forviste Tiberius til Rhodos, medens hustruen Julia (fig. 6) forblev i Rom og fortsatte sit skandaløse og tøjlesløse levned. Men dette fik dog en ende, da Livia fik Augustus til at forvise både Julia og hendes datter Julia.

Lucius (Julias søn med Agrippa) døde og Posthumus kom nu forrest i arverækken, men Livia truede Livilla til at medvirke i et beskidt nummer, således at Posthumus måtte flygte. Dermed havde Livia opnået, at hendes søn Tiberius blev kejser. Claudius, der er den egentlige beretter, fik det råd, at han skulle spille tåbe, hvis han ville leve længe, et råd han fulgte både under kejser Tiberius og under kejser Caligula.

Livia følte, at kun én mand nu var en hindring for Tiberius’ fortsatte herskergerning, Germanicus, der i sit ægteskab med Julia og Agrippas datter Agrippina havde en søn ved navn Caligula. Germanicus døde imidlertid, og hverken Tiberius eller Livia deltog i begravelsen. Den her afbildede mønt fra Germanicus (fig. 7) er først præget ca. 20 år efter hans død.

Nu var Tiberius som sagt kommet på tronen, og et sandt terror-regime startede. Ingen kunne føle sig sikker, og kejseren hængte sig i bagateller, blot ikke når det angik ham selv. Historieskriveren Sueton, som levede i begyndelsen af det 2. årh e.Kr. under kejser Hadrian har bl.a. skrevet en beretning om, hvordan Tiberius under sit ophold på Capri indrettede værelser til hemmelige udskejelser på dertil indrettede bænke, ja han samlede hele horder af liderlige kvinder og mænd, der var i stand til at fremvise de mest horrible former for action. De gik under navnet spintriæ og praktiserede deres kunst tre ad gangen i samme favntag for kejserens øje for at stimulere majestætens potens.

Også rundt om i skove og haver lod han indrette elskovs-pladser og lod unge personer af begge køn, udklædte som pan’er og nymfer, stå til tjeneste i grotter og huler, hvorfor man også åbenlyst, med henblik på øens navn, kaldte ham Caprineus. Hans trang gjaldt ikke blot kvinder, men også børn og unge mænd.

Med penge var han sparsommelig, og betydelige bygninger blev der ingen af, ja selv de to eneste, han havde påbegyldt, efterlod han ufærdige. Offentlig udviste han kun to gange gavmildhed, idet han stillede 100 mil. sesterts til rådighed til rentefrie lån på tre år. En anden gang erstattede han nogle nedbrændte huse på Cælius og krævede derefter, at Cælius for fremtiden skulle kaldes Augustus.

Germanicus’ hustru Agrippina (fig. 8) forsøgte at bevise, at hendes mand var blevet forgivet på kejserens ordre, men alle vidner fik en kranks skæbne, og Agrippina begyndte at frygte for sine sønners fremtid. Tiberius hadede jo deres fader, så hvorfor skulle han elske sønnerne. Den yngste af disse, Caligula, havde udviklet sig til et ualmindelig modbydeligt barn, og Tiberius fandt i ham en villig hjælper.

Tiberius, hvis hele tid optoges af retssager og erotiske udskejelser, fornøjede sig herefter sammen med Caligula, og det var især Roms patricierhustruer, det gik ud over.

Over 80 år gammel døde Livia, men ifølge romanen havde hun forinden til Claudius fortalt om alle de mord, hun havde begået for at hjælpe sin søn Tiberius til magten. Claudius havde fået hendes fortrolighed ved at love at få hende udnævnt til gudinde efter døden. Ligeledes fortalte hun Claudius, at han en dag skulle blive Roms hersker. Tiberius blev udsat for mange mordforsøg, men så vidt det vides, fik han en naturlig død, og herover blev folket så glad, at mange løb omkring og råbte "Tiberius i Tiberen"

Caligula (fig.9) blev herefter Roms hersker, og han udfoldede et sandt rædselsregime. Hans motto var: "Lad dem bare hade, når blot de frygter". Tiberius’ enorme formue på 2700 mil. sestertser ødede han bort på et enkelt år, hvilket selvsagt gjorde han populær en kort tid, men herefter manglede han penge og for frem med hård hånd.

Sin grusomme natur lagde han særlig for dagen i følgende træk: Da priserne på kvæg til at fodre de vilde dyr til gladiatorspillene var meget høje, anmærkede han, at man skulle lade nogle af forbryderne sønderrive. dernæst mønstrede han samtlige fængslers indhold på den måde, at han, uden at se nogen protokoludskrift, simpelthen tog plads i den midterste søjlegang og befalede, at man skulle ekspedere "fra den skallede til den skallede"

Mange mennesker af fornem stand blev dømt, efter at han først havde vansiret dem med brændemærker, til at arbejde i bjergværker eller ved vejanlæg eller til at kæmpe med vilde dyr. Eller han spærrede dem inde som vilde dyr i et bur og lod dem gå på alle fire, eller lod dem save midt over. Anledningen var ikke for alles vedkommende en alvorlig forbrydelse; for nogle blot, at de havde udtalt sig nedsættende om et af hans gladiatorspil, for andres, at de aldrig havde svoret ved hans genius.

Den sindsyge Caligula omdannede efterhånden hele Rom til eet stort bordel, men penge manglede han altid. Han lod herefter bekendtgøre, at han ville modtage nytårsgaver of stod nytårsdag på pladsen foran sit hus for at modtage den almisse, som alverdens mennesker hældte ud foran ham. Til sidst fik han – ligesom senere Joachim von And – en lidenskab for at komme i berøring med penge. Han spadserede ofte med nøgne fødder over vældige dynger guldmønter, der var spredte over en stor plads og væltede sig sommetider i dem med hele kroppen. Endelig lykkedes det at få ham dræbt, og med i købet gik også hans hustru Cæsonia (fig. 10), der blev stødt ned af en centurion med sværd og hans datter, der blev knust mod en væg.

I "Jeg, Claudius" skulle også Claudius (fig. 12) have været dræbt, men fordi han var en halt og uskadelig onkel og af kejserlig familie, udråbtes han til kejser, om end han selv protesterede. Inden Caligula døde havde han tvunget Claudius ind i sit 3. ægteskab med den underskønne Messalina (fig. 11). de var tilsyneladende meget forelskede i hinanden, men Messalina ville ikke lade sig nøje med at være mor for hans børn – hun begyndte at blande sig i politik. Claudius blev rådet til at fraskrive sig alle republikanske ideer, fordi det ville være livsfarligt for ham selv at give senatet mere magt. Claudius blev ligeledes advaret mod Silanus, men antog ham som rådgiver.

Den smukke Messalina fik Silanus til at forsøge at myrde Claudius, med det mislykkedes, og Silanus blev dømt til døden. Men Messalina fandt på råd, og den forelskede Claudius kunne hun skalte og valte med, som det passede hende. Medens han var på felttog i England, fordrev hun tiden med elskere af både fin og mindre fin herkomst. Da Claudius atter kom tilbage, forhindrede han et nyt oprørsforsøg, og denne gang fik Messalina sin velfortjente straf.

Messalina døde, men en kejser kan ikke herske alene, og derefter gifter Claudius sig med Agrippinilla (Agrippina jun.) (fig. 13), som var datter af Germanicus og Agrippa sen.. men Agrippinilla tog kun partiet for at skabe gode betingelser for sin egen søn Nero (fig. 14). På dette tidspunkt var Claudius begyndt at skrive sin beretning. Han vidste, at hans dage var talte. Ringen tilbage til Livia sluttede med Agrippinilla.

Magtspillet kunne gå videre

Copyright © 1977-2003 by Peter Flensborg.