Primitive eller særprægede betalingsmidler er en form for naturalpenge, som i tidens løb har været brugt som omsætningsmiddel, når man ikke kunne klare sig med byttehandel alene.

Kvæg og korn har tidligt været anvendt som værdimålere, men også en mængde andre nærings- og nydelsesmidler har været anvendt. Tobak brugtes i Virginia og Maryland, te i Kina, og kakaobønner i Mexico og Mellemamerika. Aztekernes største betalingsmiddel var en sæk kakaobønner med 24.000 stykker og underafdelinger heraf. At kakaobønner har været i høj kur ses af oplysninger fra Nicaragua, hvor man i det 17. årh. kunne købe en dames gunst for en nat for otte kakaobønner.

Themønter har været anvendt af kineserne. Oprindelsen er uklar, men nogle kilder siger, at når kineserne pakkede the til de store udenlandske handelskompagnier i 1800- og 1900-tallet, kunne det ikke undgås, at noget faldt på gulvet. Dette blev fejet op og smidt i en stor kasse. Når denne var fuld, fugtede man theen og pressede den i blyforme. Herved fremkom store firkantede thekager: de såkaldte themønter. Disse var på forsiden forsynet med thehusets navn og på bagsiden var de inddelt i felter, så de kunne brækkes i mindre stykker. Disse themønter brugtes meget af mongolerne og russerne, dels som betalingsmiddel dels til at koge the af.

I den græske verden var oksen der primære. Det latinske ord pecunia, der betyder penge, er afledt af pecus, der betyder kvæg, og ordet kapital er afledt af det latinske capita, der betyder hoveder, idet antallet af en mands "høveder" bestemte hans formue. Oksen er således værdimåler, og i Homer´s Iliade er prisen for en god kedel lig en okse, medens en kvinde, der var god til at arbejde, ansattes til fire oksers værdi. Da man så indførte kobber i støbt form – en såkaldt talent med en vægt på 25,5 kg. – ja hvad var så mere naturligt end at give den samme form som en kohud. Disse talenter, som omtales i Det gamle Testamente, har været brugt fra det 14. årh. f.Kr., og i øvrigt svarede de 25,5 kg. kobber til 8,5 g guld, som igen var prisen for en okse.

Verdens ældste skillemønt er cowrien (Kauri) (cypraea moneta), en snegleart som findes flere steder i verden. Den første eksport kom i sin tid fra Maldiverne i Det Indiske Ocean. Derfra eksporteredes cowrien til Bengalen og derfra videre til Kina. Senere bragte araberne og de europæiske handelskompagnier den til Afrika, hvor den også opnåede stor popularitet. I Nigeria gik der i 1930´erne 2000 cowries på en seks-pence, og i 1896 var 4000 én mark værd i Tysk Togoland, og i Kongo kunne man, før europæerne kom, købe en kone for 300-400 cowries. I forrige århundrede kostede en slavinde fra 30.000 til 60.000, alt efter hvor arbejdsduelig hun var. Cowrien har i Nigeria været brugt op til omkring 1955.

I Vestafrika har et af hovedomsætningsmidlerne været den såkaldte manilla – en svær armring af kobber eller messing. De oprindelige manillas har måske været bøjede metalbolte fra skibsvrag. En portugisisk rejsende skrev i 1505, at man kunne købe en slave for 12-15 messing eller kobbermanillas, medens der skulle betales én manilla for en stor elefantstødtand. Hollændere og englændere adopterede manillas som betalingsmiddel, og englænderne gik endda så langt, at de fik dem masseproduceret o Birmingham og i store skibsladninger sendt til Afrika, hvor man for disse samt perler og andet billigt isenkram købte guld, elfenben og slaver. I 1902 forbød Nigeria importen af manillas, og i 1911 blev de erklæret for ugyldige. Men ikke desto mindre vedblev de at cirkulere blandt de indfødte. Den endelige slutning kom i 1948, da staten (englænderne) fastsatte en bestemt pris, som man købte dem for. 35,5 millioner manillas vejende2460 tons blev sendt til Europa og solgt til metalprisen.

På øen Yap i Micronesien mellem Japan og Ny Guinea har mønter af stem været værdimålere. De er møllestensformede, lavet af en limstensart (aragonit) og i størrelsen fra 30 cm og op til ca. tre meter i diameter. De rigeste familier havde "mønterne" stillet op foran husene som tegn på deres velstand. En stor sten ansås for at være mere værdifuld end flere små. Nu kunne man tro, at enhver kunne fremstille lige så mange, som man havde lyst til, men materialet til disse stenpenge fandtes ikke på selve øen Yap. Mændene måtte sejle ned til Palau- øerne, som lå ca. 500 km sydvest for Yap. Her måtte man så bryde stenen, forarbejde den og på yderst hasarderede sejladser i spinkle katamaraner forsøge at bringe dem hjem. Dette var farefuldt, og mange har sat livet til i forsøget på at bringe så mange og store stem hjem som muligt. De allerstørste af stenmønterne er dog sejlet til Yap af en irsk kaptajn, der havde fået koncession på at udnytte Palauøerne. Han overtog "udmøntningen" og solgte pengene til yapboerne for kokosnødder. Selvfølgelig skabte dette inflation, så siden klarede man sig med dem, man havde stående.

I Malaya har man en stor produktion af tin, og hvad var mere naturligt end at bruge dette metal som betalingsmiddel. I ældre tider støbte man tinnet ud i barrer af forskellig størrelser – senere gav man dem form som forskellige dyr. En speciel slags udgjorde tinhanemønterne. Her sad en hane på toppen af en række tinringe. Disse ringe kunne brækkes af efter behov, når man manglede "småmønt". Da man endelig fik mønter i vor forstand, ja så støbte man dem på samme måde, som kineserne havde gjort, dvs. i form af et pengetræ. De enkelte tinmønter blev brækket af, inden de blev sendt i cirkulation, og resten af grenen blev smeltet for at bruges på ny. Hele pengetræer er meget sjældne, men kendes dog fra en række lande, der i stedet for prægning anvendte støbning, bl.a. Kina, Japan, og Marokko.

Et egentlig møntsystem opstår uafhængigt af hinanden i tre forskellige lande. 1: I Lydien i Lilleasien ca. 640 f.Kr. med stemplede ensartede klumper af electron ( en naturlig blanding af guld og sølv). 2: I Indien, hvor man slog forskellige slags tegn i uregelmæssigt formede små sølvplader og 3: i Kina hvor man brugte miniatureredskaber i bronze som betalingsmiddel.

Disse redskabsmønter, der er af bronze, har udviklet sig fra rigtige redskaber, men da det blev for tungt at slæbe rundt med store redskaber, når man skulle handle, fandt man på at bruge miniature i bronze. Disse kniv- og spademønter holdt deres indtog i Chou-dynastiet (122-255 f.Kr.) fra omkring 680 f.Kr. Der findes i dag en hel del overlevende eksemplarer, og prisen for disse stykker er rimelig i betragtning af, at det drejer sig om over 2600 år gamle antikviteter. Spademønterne kan i dag erhverves for 400-1900 kr., knivmønter fra 600-2500 kr. Men pas på! Der findes et utal af kopier, der selv for museumsfolk kan være svære at skelne fra ægte. Under Vietnam-krigen solgtes i tonsvis af kopier til amerikanske soldater -–kopier med tilforladelig patinering og ofte med kruster af kalk-jord etc. Brændt fast under et efterfølgende ophold i et bål.

Det kan synes mærkeligt, at kineserne i over 2000 år kun har anvendt bronzemønter – de kendte cash-mønter med firkantet hul. Skulle man betale større summer, havde man i forvejen samlet 100, 500 eller måske 1000 cash-mønter på snor i bundter á 50 eller 100. Skulle der erlægges endnu større summer, ja så måtte man ty til barrer af sølv eller guld, som ikke blev udgivet af staten, men af lokale banker eller handelshuse. Disse barrer, kaldet sycee, kendes fra år 100 e.Kr., men blev først rigtig almindelige fra Kublai Khan`s tid (1260-1295). Barrerne havde forskellige former. Nogle var tromme-formede, andre lignede en båd eller en sko, men fælles for de fleste er, at de har ligesom en række fine koncentriske linier på den vandrette støbeflade. Det fortælles, at lige inden metallet størknede, så slog man på formen, og derved fremkom disse fine linier i sølvet. Kineserne påstår, at mange fine linier betyder, at sølvet er meget rent, medens få og grove linier betyder en dårlig legering, dvs. en legering med meget kobber. I øvrigt betyder det kinesiske ord Sycee netop "fint trådlignende sølv". Der findes sycee i størrelser fra ½ tael og op til 100 tael. Tael er en vægtenhed, som varierede fra 35-37 g, alt efter i hvilken provins man befandt sig. De allerstørste på 100 tael blev normalt ikke brugt af de mindre handlende, men anvendtes af de lokale banker til afregning inbyrdes. Mange af disse sølvbarrer er vandret ad Yunnan-Burma handelsruten til Thailand og kan i dag stadig erhverves i Bangkoks basar.

Fra gammel tid har kineserne haft herredømmet over Annam – det nuværende Vietnam, og også her har man anvendt barrer af guld og sølv. I ældre tid var det regulære firkantede barrer. Barre-systemet har faktisk overlevet til datiden. I Vietnam var man ikke meget for at sætte sine penge i en bank; man ville være sin egen bank, og for sparepengene købte man små guldbarrer eller tynde små guldplader, der kunne gemmes eller sys fast i ens tøj. Mange af de vietnamesiske flygtninge havde hele deres formue i guld på sig, da de forlod Vietnam, så det var ikke så underligt, at sørøverne havde "gyldne tider". Vel ankommet til Europa eller USA har disse flygtninge så solgt deres små guldbarrer for at kunne starte på en frisk.

Fra Siam (Thailand) stammer en række spændende primitive betalingsmidler, bl.a. de såkaldte kuglemønter – tikalerne. De er, som navnet siger, næsten kugleformede. Fremstillingsmåden var følgende: Man støbte sølv ud i små bønneformede barrer, som ved hjælp af kun fem hammerslag blev til en kugletikal, hvorefter de forsynedes med stempler, der angav dynasti og konge. Kugle-tikalerne har eksisteret i Siam fra ca. 1238 til 1868. Di findes i værdierne fra 1/64 til 80 tikaler i sølv og fra 1/32 til 4 tikaler i guld.

Efter 1750 greb spillelidenskaben siameserne, men de næsten kuglerunde tikaler var uegnede til formålet, idet de ofte trillede væk, når spillerne smed deres indsats på spillebordet. Af den grund og af mangel på almindelig småmønt begyndte en række spillehuse at udstede deres egne mønter i porcelæn. Spillehusene var for det meste ejet af driftige kinesere – derfor kom der kinesiske tegn på langt hovedparten af de siamesiske porcelænsmønter. De har de særeste udformninger – runde, kantede, af form som fisk og sommerfugle, og alle har fået bemaling og glasur. Der forekom selvfølgelig en hel del samtidige forfalskninger, hvorfor udgiverne var nødt til at få dem udskiftet en gang imellem. Det siges, at Dronning Victoria ville forbyde det om sig gribende uvæsen, idet der i Bangkok var mange englændere efter handels- og fredsaftalen mellem de to lande i 1826. Det lykkedes dog ikke, og det eneste minde om dette var, at et af de større spille- og "forlystelseshuse" lod fremstille en porcelænsmønt med Victoria`s portræt. Porcelænsmønterne fungerede som lokal skillemønt, og selv om de officielt blev forbudt i 1887, vedblev de at cirkulere op til omkring århundredeskiftet. For at komme af med dem blev det påbudt, at de skulle samles i store sække og sænkes i Mekongfloden. Men snart efter blev de samlerobjekter, og så dykkede folk ned efter sækkene igen. Også af disse mønter findes en mængde nyere forfalskninger.

Aggri-perler er en fællesbetegnelse for den hærskare af perler, der har været anvendt som betalingsmiddel eller statussymbol i store dele af Afrika – hovedsagelig Vestafrika. Perler har været anvendt her i 2000 år. Da romerne kom til England, medbragte de sorte slaver, og disse bar perler, som man mente kunne være af fønikisk oprindelse. Disse blå glasperler blev dog hurtigt sjældne og erstattet af importerede venetianske. I nyere tid har geologer i Ghana fundet ud af, at de gamle blå glasperler var et biprodukt ved udsmeltning af jern fra laterit, hvorved der dannedes glas i slaggeresten. Men da europæerne begyndte at indføre jern, holdt den lokale jernudvinding op, og de blå perler forsvandt. Efterhånden blev perlerne mangefarvede, og de blev fremstillet både lokalt samt på store fabrikker i Venedig, Cambay, Birmingham og i Czekoslovakiet. Mange af perlerne havde særegne former og mønstre og havde ofte et specielt navn. De store lange perler med mangefarvede små blomsterlignende dekorationer går under navnet millefiori, hvilket er italiensk for tusindblomst. Der findes også lokalt fremstillede perler af sten eller laterit. De drejes runde og poleres ved at slibe dem mod fugtede sten. Om perlernes købekraft i et område af Kongo skriver en forfatter i 1911, at blå perler dèr blev handlet efter vægt og var seks gange mere værd end de røde. Men alting var dog prissat i røde kæder. Således kostede en ko 500 bundter (à 10 kæder). For to kæder kunne man få fem æg, for fire kæder et bundt bananer og for en enkel kæde f.eks. en lille flaske øl.

Pengesedler har gennem tiderne haft de særeste udformninger og været fremstillet af mange mærkelige materialer. De første kinesiske sedler blev fremstillet af skind fra hvide hjorte, og i Ming-dynastiet brugte man barken af morbærtræet til at fremstille papir af til pengesedler. Russerne trykte, medens de ejede Alaska, pengesedler på sælskin, og i Russisk Centralasien trykte man i 1921 sedler på silkestof. Efter 1. Verdenskrig udsendte den tyske by Bielefeld stofsedler med eller uden blondekant, og selv i Grønland har man udstedt ikke helt almindelige pengesedler. Det skete i 1801, da man i det nordlige inspektorat udstedte en serie kreditsedler trykt på spillekort, "og ere samme spillekort og forbrugt lak ikke regnet Den kongelige Handel til udgift", hedder det i indberetningen. Selv i dag sker der ændringer i seddelmaterialet og udformningen. Isle of Man har netop udsendt en 1 £ seddel trykt på plastic, og amerikanerne her under forberedelse en splinterny serie sedler, der skal afløse de gamle, som hyppigt ses forfalskede. Det menes at disse nye blandt mange finesser måske vil få et tredimensionalt hologrambillede i metalfarve på forsiden – jo det bliver sværere og sværere at være seddelfalskner, efterhånden som de nyeste teknikker tages i anvendelse.

Som det kan ses af det foregående, findes der utrolig mange primitive og særprægede betalingsmidler – alle sammen udsprunget af ønsket om at finde et almengyldigt betalingsmiddel i stedet for at måtte klare sig med tuskhandel.

Men byttehandel er langt fra forsvundet. Den dag i dag kan vi i avisernes pulterkammer- og loppetorvsspalter finde mennesker, der ønsker at bytte det ene for det andet, uden at penge overhovedet spiller ind.

Brugte ting er blevet vor tids primitive og særprægede betalingsmidler.

Copyright © 1985-2003 by Peter Flensborg.