Adressemønter

Af Peter Flensborg

Adressemønter eller adressejetons (jeton er betegnelse for en lille medalje) er en form for "reklamemønter.

Har man blot samlet et stykke tid, er man sikkert stødt på de såkaldte Shell-mønter, Rask hundemad, P. Brøstes "saltdollar" eller de 10 Kijafa-mønter, hvis forside-motiver var kopier af 10 forskellige danske guldmønter. Siden 1970´erne har flere mønthandlere i Danmark- jeg selv iberegnet- udsendt sådanne reklamemønter med navn, adresse og telefonnummer. Men tro nu ikke at det er en nutidig opfindelse.

Det hele startede nemlig i 1845, da S.M. Salomonsens efterfølger, efter engelsk og fransk forbillede i Paris fik fremstillet en 10-kantet reklamemønt i hvidmetal og messing. På forsiden lyder teksten: S.M. Salomonsens Efterfølger, Kjøben-havn, medens bagsidens tekst er: Gammel Strand 11 – Urtekram og The-handel. Andre handlende syntes ikke at lade sig påvirke af dette reklamepåfund, og man skal helt hen til 1856, før der på ny kom gang i sagerne. Det var en barber ved navn C. M. Svanberg, som fik fremstillet et 23 mm rundt blytegn med sit navn på forsiden, medens bagsiden var blank.

Indtil 1857 havde den eneste mulighed, for at få præget medaljer og jetons herhjemme, været på Den kgl. Mønt i København og dens filial i Altona, men nu dukkede en konkurrent op. Det var sølvvarefabrikant V. Christesen, der dette år åbnede Københavns første private prægeanstalt. Nogle år senere i 1874 åbnede ciselør A. Dragsted også en prægeanstalt, som især tog sig af jetons.

I tidsrummet 1856 til 1876 var det dog begrænsede mængder af disse reklamemønter, der blev fremstillet. Guldsmed W. Christesen flyttede i 1856 fra Slagelse til København og her åbnede han som sagt en prægeanstalt, hvor han bl.a. fremstillede adressejetons til fem af sine bysbørn, de herrer Abrahamson, Bachmann, Gold, Lauritzen og Nielsen – alle fra Slagelse. Senere hen i årene 1863, 67 og 74 fik Hornung og Møller fremstillet nogle medaljer, som på bagsiden havde koncentriske cirkler, så de kunne limes på de af firmaet solgte pianoforter.

Bortset fra en enkelt jeton i 1876 blev der ikke fremstillet reklamemønter før 1884, da de såkaldte Tivoli-jetons så dagens lys. Disse kobber småmedaljer solgtes ved ballongyngen i Tivoli som erindringstegn. Af disse eksisterer også afslag i guld, som blev uddelt til hver 10.000´ende, der gik i gyngen. Disse erindringsmedaljer er fremstillet 1884, 85 og 86 og indledte på en måde den strøm af reklamemønter, som begyndte at se dagens lys i 1888 og som kulminerede i årene 1891 og 92 med flere hundrede forskellige stykker.

Af og til blandede myndighederne sig i udgivelsen som i 1872, da firmaet L. Silberloh, en galanterihandel i St. Kjøbma-gergade 1 i København udsendte en jeton i lys bronze, der havde for stor lighed med den gængse 1 skilling; og efter århundredeskiftet kom myndighederne med skrappere krav til størrelse og udseende. De før omtalte Shell-mønter fra 60´erne, der var et projekt, som firmaet havde gang i de fleste lande, skabte også frygt hos Den kgl. Mønt, som forlangte at disse i Danmark blev præget på kantede blanketter, så man ikke kunne tage fejl.

De fleste af de danske adressemønter indtil 1892 er beskrevet af Vilhelm Bergsøe i Bogen: "Danske Medailler og Jetons 1789-1891 samt tillæg indtil 1893, men efter dette tidsrum findes desværre ingen samlet fortegnelse over disse, som nutidige samlere kan støtte sig til.

 

Copyright 1983-2000 by Peter Flensborg.

Første gang bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 17. sept. 1983.

 

[Op]