Europæiske møntunioner i midten af 1800-tallet.

Inden vi tager fat på oplægget til Den Skandinaviske Møntunion, er det tvingende nødvendigt for forståelsen, at vi ser lidt tilbage i historien.

Hvilke møntsystemer har været i brug?

Har guld været det dominerende? (Guldmøntfod)

Har sølv været dominerende ? (Sølvmøntfod)

Eller findes der systemer med både guld og sølv? (Dobbelt møntfod).

I Danmark har vi fra starten holdt os til sølvmønter som hovedmønt. Alt blev regnet i forhold til sølv. Men vi har da haft guldmønt i Danmark, sidder nogen måske nu og tænker. Jo – det er rigtig nok – men guldmønten blev sat i kurs efter sølvmønten. Man angav, at der gik så og så mange specier og skilling på en dukat, Frederik d`or, Christian d`or etc. Man havde altså en kurs på guldmønter. Guldmønterne var en kursmønt. Ændredes sølvets eller guldets pris, ja, så ændredes også kursen på guldmønterne.

Det har ikke været nemt at være handelsmand på dette tidspunkt. Tænk blot på alle de forskellige typer guldmønter og for den sags skyld også sølvmønter, som man i 1500- og 1600-tallet skulle holde rede på. De var alle forskellige i vægt og finhed, og derfor havde man de såkaldte valvationsbøger til hjælp.

Danmark havde altså indtil 1873 et umetrisk rigsdaler /skillings sølvmøntfodssystem. Og et sådant sølvmøntfodssystem havde de fleste lande.

Men hvorfor kunne man i ældre tid ikke bruge guld som hovedmønt? Det kunne man ikke af den simple grund, at guldproduktionen verden over var for lille i forhold til den mængde sølv, der var til rådighed. Men lad os engang se på forholdet mellem guld og sølv – rent prismæssigt.

Alle angivelser er ca.-gennemsnitstal. Ud fra dette talmateriale er der måske nogle, der tror, at guldprisen er steget konstant. Dette er absolut ikke tilfældet. Det er kun værdiforholdet mellem guld og sølv, men som det kan ses, har forandringen været i guldets favør. Dette tal og den stadige skiften i værdiforholdet skyldes selvfølgelig forskellige ydre omstændigheder. Guldproduktionen i Sydamerika toppede 1581-85. I det 16. årh. var sølvproduktionen stigende i Amerika. Derefter ligger værdiforholdet gennemsnitlig forholdsvis stabilt i ca. 100 år. Store fuld af guld i USA og Australien i 1850-erne bevirkede, at mange lande i panik gik over til sølvmøntfod, men efter at guldproduktionen havde toppet i 1856, faldt den igen og holdt sig nogenlunde stabil. De såkaldte bimetalister argumenterede for deres system på et tidspunkt fra 1803 til århundredeskiftet, hvor værdiforholdet mellem guld og sølv lå nogenlunde stabilt på 1/15,5. Men der skulle dog ikke mere end et enkelt lands – nemlig Tyskland – overgang fra sølv- til guldmøntfod for at ændre værdiforholdet og således ryste tilliden til den dobbelte møntfod. Med til billedet af værdiforholdsudviklingen hører også, at sølvproduktionen som følge af nye effektiv minedrift steg fra 8 mill. £ i 1860 til 32 mill. £ i 1889. Vi har altså set, at Danmark havde sølvmøntfod.

Jeg nævnte i begyndelsen, at der var tre måder: Sølvmøntfod, Guldmøntfod og Dobbelt møntfod (Blandet møntfod). Sidstnævnte Dobbelt møntfod = Bimetalisme, vil sige at man bruger to metaller (guld og sølv) som møntfod – og således, at der er et fast forhold mellem guld og sølv.

Tilhængerne af dette dobbelte møntfodssystem kaldes : Bime-talister. Tilhængere af enkelt møntfodssystem kaldes: Monome-talister.

Bimetalisterne var meget aktive frem til år 1900, og de opstillede 12 hovedteser som begrundelse for dette system. Men alle punkterne kunne pilles fra hinanden, og i dag kan vi godt se, at det var fuldstændig tåbeligt, at man ville indføre et system med fast forhold mellem guld og sølv – et system, der, for at det kunne virke perfekt, skulle garanteres af alle lande, og så ville det alligevel kun dreje sig om to procent af verdens værdier dengang. Det var egentlig ufatteligt, at disse bimetalister ikke havde lært af tidligere tiders fejltagelser, for fejltagelser havde der været.

F.eks. vedtog USA 1792 dobbeltmøntfod, således at 1 pund guld var lig 15 pund sølv. Men da man i Frankrig betalte 15,5 pund sølv for 1 pund guld, så blev guldet selvfølgelig drænet fra det amerikanske marked, når man kunne tjene ca. 3%, og i 40 år fra 1792 til 1834 cirkulerede der så godt som intet guld i USA. Så satte man forholdet som 1:16 ved lov, for så måtte guldet da blive i USA. Det gjorde det også, men nu var det sølvet, der gik ud af landet i stedet for. Fra 1834 til 1878 var der stort set ingen sølvdollars i omløb.

Decimalsystemet indførtes fra Frankrig i 1795, af Belgien 1842, af Schweiz 1850 og af Italien i 1862.

Lad os nu gå nogenlunde kronologisk frem og tage de ting op, som vi tog bestik af.

I 1853 vedtog man i Sverige at overgå til decimalsystemet, hvilket skete med den ændrede møntregning i 1855. 1 Sp. = 4 Rd. Riksmynt, 1 Rd. Riksmynt = 100 øre.

I 1860 havde vi så en diskussion i Rigsdagen om en ændring i møntvæsenet, og her var det særlig forholdet til Hamburg, der var på tale. Hamburg havde for os stadig en central placering som sølvhandelsby, og det var noget, der først ændredes, da England blev en stigende handelspartner for os, og da Hamburg i 1873 som følge af landets overgang til guldmøntfod mistede sin position som sølvfodslandenes vigtigste vekselplads.

I 1863 holdtes det 1. Skandinaviske Nationaløkonomiske møde. Dette foregik i Göteborg, og det, der bl.a. blev fremhævet, var det metriske systems udbredelse – dvs. gramvægt og decimalsystem, bl.a. var de tyske guldmønter efter 1875 baseret på gramvægt. Man tænkte på grammønten, og man tænkte på muligheden af en sølvfrank som fælles skandinavisk mønt.

Kort sagt: Stadigvæk et møntsystem baseret på sølvet. Det, man ikke tænkte på, var et særlig skandinavisk møntsystem. Man tog på dette møde ikke stilling – man var stadig i den indledende orienterende fase.

I 1865 begyndte de europæiske lande at interessere sig for guldmøntfoden; og hvorfor nu det? Jo, Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz havde dannet Den Latinske Møntunion i dec. 1865 – det første skridt hen mod et fælles møntsystem for alle lande. Fordelen var, at ordningen omfattede 72 millioner mennesker. Ulemperne var, at systemet var ikke bimetallisk men et blandingssystem – en såkaldt haltende møntfod, og haltende møntfod vil sige, at man nominelt havde bibeholdt den dobbelte møntfod, medens man ved at standse den frie udprægning af sølvet (efter forholdet 1: 15,5) reelt havde forladt den. Desuden var sølvfranken i metrisk system ( 5 Fr. = 25 gr.) hvorimod guldfranken var i ikke metrisk ( 20 fr. = 6,45161 gr.). Sølvets frie udprægning blev derved begrænset i unionen, og dette var man simpelthen nødt til. Jeg har før omtalt, at verdens sølvproduktion steg kraftigt i årene efter 1860, og derved faldt prisen på sølv. Man kunne jo ikke have at folk kom med sølv og forlangte præget f.eks. 500 fr., når sølvet, der medgik dertil, kunne erhverves for det halve. 1866 præges der i Frankrig 365 millioner guldfrank, men kun ca. 0,2 millioner i sølv 5 Fr., og dermed var man på vej mod noget, der lignede en guldfod. Men også kun lignede, for både guld og sølv var jo lige partnere; man kunne ikke undslå sig for at modtage et hvilket som helst beløb i sølvmønt, hvilket jo var tilfældet i landene med guldmøntfod, hvor sølvet var skillemønt, og hvor ingen var pligtig til at modtage mere end et beskedent beløb i sølvskillemønt.

1866 holdtes det 2. Skandinaviske Nationaløkonomiske møde i Stockholm. Her gik man bort fra Göteborg resolutionen om sølvet og begyndte at diskutere den rolle, guldet havde fået ude i verden. Man diskuterede den nys dannede latinske møntunion året før, og man fandt det rimeligt at knytte de skandinaviske valutaer til guldfranken.

Man rider ikke den dag, man sadler, synes man at have tænkt i Danmark – for vi overvejede stadig. Og der var vitterlig meget at overveje.

Hvem handlede vi mest med?

Hvilken valuta havde eller ville få størst udbredelse i verden? Forholdet til Tyskland efter 1848/50 og 1864 var noget køligt. England var blevet en stadig stigende handelspartner, og England havde den mest udbredte valuta i verden, det havde guldmøntfod, men en uheldig inddeling i pund, shilling og pence.

Ikke desto mindre anbefalede Levy dette i sin bog: Det Internationale Møntspørgsmål. Det tyske system ville derimod nok blive for besværligt at tilpasse.

Sverige var 1868 positivt stemt overfor det franske system, og forsøgte en tilnærmelse ved at præge en guldmønt – en såkaldt Carolin = 10 Fr. (denne blev præget 1868-72), og en nedsat kommission i Sverige anbefalede det franske system.