"Ikke en hvid"

Af Peter Flensborg

Talemåden, "Han har ikke en hvid" om en person, der ikke ejer kongens mønt, har selvfølgelig sit udspring i en bestemt mønt, og denne mønt må naturligvis være af meget ringe værdi.

Sidste gang, den blev udmøntet, var i 1686 under Chr. 4. Ordet hvid er altså en møntenhed, men hvorfra stammer ordet?

Jo, de mønten første gang blev udmøntet – det var i Nordtyskland omkring 1360 – var den af godt sølv, d.v.s. sølv, hvori der ikke var blandet for meget kobber og ser lyst eller hvidt ud – deraf navnet hvid. I Tyskland kaldtes den også "albus", som er den latinske betegnelse for hvid, eller man kaldte den slet og ret for witten.

Da mønten blev introduceret, var den ikke mindste møntenhed, idet den gjaldt 4 penninge. I Danmark sås den efter borgerkrigsperiodens sammenbrud – først i Flensborg fra omkring 1360 og senere i Ribe i 1370`erne. Der blev i Flensborg også præget ¼ hvid (viertelwitten).

Møntenheden spiller en stor rolle i Danmark under Erik af Pommern, Christoffer af Bayern, Chr.1. og kong Hans. Faktisk var det sådan, at de eneste mønter, Chr.1. udmøntede, var disse hvide. De kaldtes også for korshvide på grund af bagsidens motiv: et skjold med et stort kors over.

På dette tidspunkt var de danske hvide ret dårlige, idet der kun var godt 25% sølv i dem – resten var kobber. Dette fristede adskillige nordtyske fyrster til at lave efterligninger for at tjene lette penge. Mønttypen er også præget i 1500- og 1600-tallet i Danmark. Under Chr.4. var sølvindholdet sunket til 9,3 %, hvad der fik møntmester Schwabe til i 1619 at skære stempler til en ren kobberhvid med en større diameter og med angivelsen : Hvid.

Det blev dog ved forsøget, og den eneste hvid Fr. 3. har præget, bærer årstallet 1651. Også denne var af kobber, og den blev i øvrigt indkaldt allerede året efter.

Første gang bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 15. aug. 1987.