Skillingen 1771
Anmeldelse af Frank Pedersen: 1 Skilling 1771 med appendiks om ½ 1771. 61
sider illustreret samt 4 tavler.
Udgiver: Norsk Numismatisk Forening 1991. Pris i Danmark: 90 kr.
Anmeldt af Peter Flensborg
Danmarks mest almindelige gamle mønt
1 skillingen 1771 har nu endelig fået et fortjent eftermæle i form af en
bog en bog som har været savnet længe, ikke mindst af samlerne, som gerne vil
typebestemme de mange forskellige 1 skillinge. Ganske vist har emnet været behandlet af
andre før, men ikke i den bredde som er forelagt her.
Efter en historisk oversigt 1771-1814, der er skillingens virketid,
behandles selve 1 skillingen: dens type, de forskellige møntmestre og stempelskærere i
København, Altona og Kongsberg samt udmøntningerne rent kronologisk. For året 1779
angives, at der skulle have været fremstillet falske 1 skillinge i Norge, men sådanne
kendes ikke i dag.
Under perioden 1786-1814 kunne godt være nævnt, at man i 1796
forsøgte at indføre 1 skillingen 1771 på De Dansk Vestindiske Øer, men at de efter
protest fra Den vestindiske Regering, ikke kom i omløb, men blev hensat på Fortet og
hjemsendt nogle år senere (Wilcke IV s. 436).
Ret beset eksisterer der kun én type af 1 skillingen 1771, og når
forfatteren senere omtaler en række forskellige typer, mener han som han selv siger, blot
flere forskellige karakteristiske stempelvarianter.
Antal stempelpar har der længe været gisnet om, og her er
forfatterens bud 600-700 stk. Den endelige "type"- inddeling er på 27 typer, og
der redegøres for en del stempelkoblinger.
Efter en gennemgang af de forskellige rosetformer og bogstavformer har
forfatteren, med baggrund af den viden han har fået under arbejdet med bogen, opstillet
en ganske interessant udmøntnings rækkefølge, og herunder nævnes eksempler på
fejlskårne stempler(SNILLING og SKISLING), der dog er blevet rettet.
Om 1779 1 skillingen mener forfatteren, at det ikke er en prøvemønt,
men slet og ret en af stempelskærer Bauerts bommerter, og at den er skåret i 1779, og at
han derfor har siddet og tænkt på dette årstal. Stolbergs tese, at typen S13C skulle
være Kongsberg udmøntningen, bekræftes af et norsk helsekildefund fra 1903, der ud fra
beregningerne havde en overrepræsentation af denne type. Der er gjort en del ud af for-
og bagside-orienteringen, som har et vist mønster, ligesom der er opsat diagrammer for
diametre og vægt. Endelig er der afsnit om 1771 skillingen i "fremmede
klæder".
Det har længe været kendt, at 12 skillingen 1812 blev præget på
randede (randstukkede) 1771 skillinge, men forfatteren har også fundet en dansk Chr.7 1/3
specie u.år (Hede:18, Sch.5b) og en norsk 1 skilling specie 1824 prøveafslag (Bjørnstad
og Holst 5a), der er præget på skillingen 1771. Den kendte smædemønt, der hentyder til
Struense og Caroline Mathilde, mener forfatteren snarere er rettet mod kongehuset, dvs.
kongen selv og hans velkendte natteliv. I dette afsnit er også medtaget de mange
indstemplinger, der kendes på denne type. Der kendes mange flere end de her viste, men
mange af dem, jeg har set i tidens løb, har ofte været guldsmede eller
kobbersmede-mærker, som man nok har villet prøve på et tilfældigt stykke kobber, og
hertil var 1 skillingen jo godt egnet. Omtalt er også Voltasøjlen, som nu er på Teknisk
Museum.
Sidst i bogen findes en nøgle til hurtig "type"-bestemmelse,
samt udfoldelige tavler af typernes for- og bagside. Jeg har prøvet at typebestemme en
lille samling på ca. 25 stk., som ikke før havde været bestemte, og fandt allerede ved
rosetternes form, at de, selv om der gengivet både i original og slidt form, godt kan
volde vanskeligheder; men sammenholdes de med bogstavformerne, som er angivet på side
28-29, vil man ikke være i tvivl om rosetformen, og derefter er der intet problem med en
endelig typebestemmelse. Som appendiks omtales også ½ skillingen 1771 kort på de sidste
tre sider.
Det er en god og gennemarbejdet specialbog, der givet vil finde
anvendelse blandt de fleste danske og norske møntsamlere.
Copyright 1991 by Peter Flensborg
Oprindelig bragt i Numismatisk Rapport 1991 s. 91-92. |