Tyggegummi-sedler

Af Peter Flensborg

Overskriften skal ikke få Dem til at tro, at sedlerne er fremstillet af tyggegummi, men de sedler, det her drejer sig om, blev brugt som reklameindlæg i tyggegummi pakker herhjemme i 60´erne.

Mønthandlere bliver tit præsenteret for disse sedler, og kunden bliver ofte frygtelig skuffet, når han eller hun får at vide, at det er totalt værdiløse kopier. Sedlerne er kopier af amerikanske sedler fra borgerkrigens tid – Sydstaterne mod Nordstaterne i 1860´erne.

tyggegummiseddel

Sydstaternes sedler blev, efter at slaget var tabt, gjort ugyldige, og disse sedler er derfor i dag ret almindelige. Det er disse sedler, der normalt kaldes Confederate State Notes, man har kopieret og brugt som reklame. Alle sedlerne har samme format ca. 140x62 mm og trykt i sort og rosa. De originale sedler, der var noget større i format, var forsynet med et håndskrevet nummer (de høje værdier dog trykte) samt to signaturer. På ægte sedler ser blækket nu ofte afbleget og brunt ud, men da disse sedler er kopier fra én bestemt original seddel, ja så er nummeret ens på alle kopier, og signaturen står med samme sorte farve som resten af sedlens tryk.

Men det er måske ikke så nemt for den almindelige samler at afgøre, hvis han da ikke har en anden seddel at sammenligne med, for slet ikke at tale om en original seddel, der faktisk har en helt anden karakter.

Her følger en liste over de fleste af "tyggegummisedlerne" der oprindelig alle er udgivet i byen Richmond:

 

1 $ 17. feb. 1864 Nr. 3691

1 $ 2. jun. 1862 Nr. 355

2 $ 2. jun. 1862 Nr. 2473

2 $ 17. feb. 1864 Nr. 4505

5 $ 2. sept. 1861 Nr.24497

5 $ 2. sept. 1861 Nr. 4763

10 $ 2. sept. 1861 Nr. 77389

10 $ 17. feb. 1864 Nr. 4595

20 $ 2. dec. 1861 Nr. 61372

20 $ 2. sept. 1861 Nr. 131740

50 $ 2. sept. 1861 Nr. 31351

50 $ 17. feb. 1864 Nr. 59204

100 $ 17. feb. 1864 Nr. 801

500 $ 17. feb. 1864 Nr. 33546

1000 $ 28. maj 1864 Nr. 176

Disse tyggegummi sedler er fremstillet af firmaet A.& B.C. Chewing Gum Ltd. fra Essex i England, og de skabte så meget kaos i august og september 1965, at anklagemyndigheden besluttede at rejse tiltale mod den københavnske grosserer, der havde indført det pågældende tyggegummi. Aviserne bragte mange artikler om folk, der havde snydt andre, havde købt benzin og på mange andre måder havde forsøgt at veksle og omsætte de omtalte kopier af amerikanske borgerkrigssedler, som lå i tyggegummi pakkerne som reklame. Nationalbanken blev også spurgt i sagen og gav udtryk for, at de "falske" dollar ikke kunne forveksles med de gangbare amerikanske pengesedler. Men siden da har sedlerne voldt problemer, og der er stadig folk, der har forsøgt at betale med dem.

 

Copyright 1986-2000 by Peter Flensborg

Første gang bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 19/7 og 9/8 1986.

 

[Op]