Af Peter Flensborg

Den 1. januar 2002 indfører mindst 12 af EU-landene rent fysisk den fælles mønt EURO.

Oprindelig hed den fælles mønt ECU (European Currency Unit) (udtales EKY), men da ECU oprindelig var en fransk mønt, valgte man på et topmøde i dec. 1995 EURO, som er første del af EUROPA.

Baggrunden for en sådan fælles mønt er bl.a. at gøre det lettere at handle landene imellem, samt at presset på et enkelt lands valuta mindskes samtidig med at de enkelte deltagende lande tvinges til at holde inflationstakten inden for en snæver ramme.

Rent historisk har man altid haft forskellige monetære unioner lige siden oldtiden. I Grækenland, der dengang bestod af en hel række bystater, slog en række af disse sig sammen, bl.a. den Thessaliske Liga, og udgav fælles mønter.

I den sene middelalder slog nordtyske stater sig fra 1379 sammen i Den Vendiske Møntunion og udsendte witten med ensartet sølvindhold, og hvor den ene side af mønten havde byens våbenskjold og navnet i omskriften.

De rhinske kurfyrster i Mainz, Trier, Køln og Pfals anvendte i 1300 og 1400 –tallet den rhinske gylden som fælles hovedguldmønt.

I 1865 dannede Belgien, Frankrig, Schweiz og Italien Den Latinske Mønt-union. Grækenland tilsluttede sig i 1868. Mønterne i disse lande med tilsammen 72 millioner mennesker fik ens vægt finhed og diameter. Systemet med indbyrdes omsættelige mønter fungerede delvis til midt i 1920´erne.

I 1873 indførtes en møntunion mellem Danmark og Sverige. Norge tiltrådte unionen i 1875. Mønterne var ensartede hvad angik vægt finhed og diameter og kunne frit cirkulere i alle tre lande. Aftalen med fælles skillemønt blev ophævet i 1924.

Som det ses af ovenstående, er møntunioner med fælles mønter langt fra noget ualmindeligt.

De deltagende lande.

I første omgang er det 11 lande, der har besluttet at deltage med fælles mønter og sedler fra 1. januar 2002. De 11 lande er: Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Det er meningen at de nationale sedler og mønter mister deres status som lovlig betalingsmiddel fra 1. juli 2002.

Det grafiske tegn for EURO er bogstavet E, der er udformet som det græske epsilon men med to tværstreger.

Euro mønter.

Euromøntens overnationale forside er udformet af en belgisk kunstner Luc Luycx der vandt konkurrencen. Luc Luycx er møntdesigner på den Belgiske Mønt.

Allerede for tre år siden begyndte man at producere EURO mønter i de fleste af de lande der skal indføre euromønter fra 1. jan. 2002. Standard blanketterne man anvender skal angiveligt stamme fra folkerepublikken Kina, som leverer hen imod 1000 tons om måneden.

Serien består af 8 euromønter: 1, 2, 5, 10, 20 og 50 eurocent samt 1 og 2 euro.

Man har ved valget af materiale gjort meget for at undgå nikkel, da dette materiale har vist sig at fremkalde allergi hos en del mennesker.

Møntrækken er delt op i 3 serier:

Alle mønter er runde undtagen 20 eurocent der har 7 hak i kanten – et design der kaldes "spanish flower".

Alle euromønter har en fælles europæisk side. På den anden side præger hver medlemsstat mønterne med deres egne motiver.

Mønternes fælleseuropæiske side forestiller et kort over Den Europæiske Union på baggrund af seks linier, der ender i stjernerne fra det europæiske flag.

På 1, 2 og 5 centmønterne fremhæves Europas plads i verden, hvorimod 10, 20 og 50 centmønterne forestiller Unionen som en samling af nationer. 1 og 2 euromønterne forestiller Europa uden grænser.

Euro sedler.

Der er 7 eurosedler: 500, 200, 100, 50, 20, 10 og 5 euro.

De er designet af Robert Kalina fra den østrigske centralbank og er stærkt symbolske og tæt relateret til de historiske faser i Europas arkitektoniske arv.

Det er med vilje at de ikke forestiller nogen eksisterende monumenter, men er fri fantasi.

Vinduer og broer er det dominerende motiv på forsiden af alle pengesedlerne, hvilket symboliserer åbenheden og samarbejdsånden i EU.

Sedlernes bagsider har broer fra forskellige tidsaldre – et symbol for kommunikationen mellem de europæiske folk og mellem Europa og resten af verden.